Front mod Bolschevismen
Af Edwin Dwinger i: Sporene sner til
Mange iagttagere af udviklingen var forud overbevist om, at på et eller andet tidspunkt måtte de store idelogier mødes.
Udrensningens øjeblikkelige Følger var højst forskellige og somme Tider paradoksale.
I denne Tone fortsattes et helt Kvarter - en modbydelig Scene, dels på Grund af de anvendte Skældsord, dels på Grund af den tydelige Spekulation i de laveste Instinkter såvel hos de omstående SA-Folk som hos Kommunistfangerne.
Aldrig vil en jævn Russer begribe, hvorfor en Motor må have Olie, hvorfor den bliver ødelagt, når den ikke får Vand - også en Hest må have Havre, også en Ko må have Vand.
i samme udemokratiske hensigt - blev forestillingen om skønheden uløseligt knyttet til forestillingen om pragt og ødselhed.
Men hvorfor skal også den udarte i Despoti, i Underkuelse af ånden? Gives der ingen anden Vej i Rusland end Gentagelsens? Det er sikkert og vist, at der engang hos os har været en gammel-slavisk Kollektivisme ...
Men de glemmer, at der i Mellemtiden er gået vestligt rettede århundreder hen over Landet. Kan mon den vilde Afkradsen af det europæiske Kalklag for bestandig gøre en Ende på den? Bare de dog ikke havde skrevet denne ulyksalige Utopi om Kollektivisering på deres Faner!
Hvor gerne vilde jeg ikke være med til at arbejde på Nyopbygningen af dette Land, der i sig selv er lige så rigt som hele den øvrige Jord! Mit Sibirien er dets Grundsten, dets store Bærekraft . . . Men om det vil lykkes? Fornyelsen af Livet? Da vilde det gå i Opfyldelse, som de Gamle gav os som Arvelod: Verden må blive russisk . . .
Men nej, det kan den ikke blive. Og jeg kan ikke arbejde med dem. Kollektivisme vil sige Tilbagevenden til Urstammen, Nedstigning til det primitive, ikke Opstigning til det menneskelige!
»Menneskehedens Lykke kan alene opnås ved Tvang og Undertrykkelse«? »Kun det er sædeligt, som fører til det største, materielle Gode«? Nej, det kan jeg ikke gå med til... Og så det, at Følelsen intet er for jer mere og heller ikke Kunsten!
Intet er Kærligheden, Godheden, Gud . . . Tanker er for jer Ekskrementer som Nyreudskillelser og Tarmprodukter .... I. en sådan Stat kan jeg ikke leve . . .
Hvor ethvert Mord, der er til Nytte for jer, bliver moralsk? Hvor enhver Løgn, der siges til Nytte for jer, er sædelig? Er Mord nu ikke Mord længere og en Skændsel ikke nogen Skændsel mere? Ja, hør på mig, jeg kunde skrige: Er Gift nu ikke mere Gift og en Pisk ikke nogen Pisk mere? Nej, det er Løgn . . . Det vedbliver at være det samme for Mennesket, som også Døden bestandig er den samme for det . . .
Nej, hvordan jeg end kæmper for ikke at stille mig afvisende over for dette gigantiske Forsøg på at forny vort Liv - jeg kan det ikke anderledes! Kun det piner mig, kun det byder mig imod, at jeg med mit Krav om at opstille en sluttet Front mod Bolschevismen, træder over i samme Linie, hvor også Europas og Amerikas Kapitalister står - alle de mægtige Magnater, hvis Handlemåde, jeg her har lært at kende!
At jeg så kæmper Hånd i Hånd med hine Magter, der bekæmper mig, altid har bekæmpet mig, altid vil bekæmpe mig . . . Fordi jeg er Individualist, stiller jeg mig op imod Pengenes Overherredømme lige såvel som Bolschevismen gør det! Hvor er Vejen? Til venstre kan jeg ikke gå, men til højre står Kapitalismen, som jeg hader lige så stærkt som Kollektivismen, fordi der til syvende og sidst truer os intellektuelle samme Fare fra den som fra Kommunismen: Kollektivisering, Nivellering, Trældom!
Hvor er mit Hjerte? Hos Kapitalisterne er det ikke. Bolschevikerne vil ikke have det . . .
Der er ingen Plads mere i denne Verden for Mennesket!«
