Taler med en død

Det var ikke mig, der slog dig ihjel, og hvorfor skulle du også, når nu du var læge, absolut deltage i det natlige angreb?

Du havde en kær forlovet, der skrev breve, der måske var løgnagtige, men som var så trøsterige, og du opbevarede dem i din tegnebog. Rech tog den fra dig, tegnebogen, den dag de dræbte dig.

Vi har også set billedet af hende (rigtig flot - men der er nogen, der har skrevet nogle uanstændige kommentarer) og fotografier af dit slot og al den herlige stads, du havde derinde.

Alt sammen samlet i en lille bunke, som vi sad rundt om indeklemt i vore beskyttelsesrum, men glade over at have afværget angrebet og med en flaske vin som belønning for vores utålelige arbejde.

Det er ikke længe siden, du døde. Du er allerede ingenting, ikke andet end en grå masse, der synker sammen ind mod klippen, dømt til at stinke, og os, vi er så levende, fenrik, så umenneskeligt levende, at jeg forgæves har søgt efter et skvæt anger i dybet af vor samvittighed.

Hvad gavner det dig at have betragtet verden med sådan en lyst, at have taget hendes unge hop i din favn, at være draget i krig, som om det var et kald?

Måske var også du beruset af den store opgave og af din plads i fortroppen og af, at det måske var din lod at ofre dig? Død for hvem? De levende, der har så travlt; de levende, som har vænnet sig til en hektisk livsrytme; de levende, som ikke tror, at de selv skal dø.

De levende, tænker ikke længere på dig. Det er, som om din død ikke blot har gjort ende på dit liv, men også har annulleret det.

Endnu et lille stykke tid er du tilbage som et nummer på furiernes liste, et patetisk objekt for en mindetale: men du, menneske, du eksisterer ikke, det er, som om du aldrig har eksisteret.

Det er kulstof og svovlbrinte, der ligger der nede under os, dækket til af en bunke uniformer. Og vi kalder det de døde.