Paris vågner til krig

Men det var ikke tyske Spioner, den franske Regering var mest bange for. Når man skal være ærlig, var Paris fuld af Tyskere, der var blevet naturaliseret et Par Uger før Krigen, og som på en eller anden Måde stod på den bedste Fod med Politimyndighederne trods Spionjagten og Spionmanien, der somme Tider bragte uskyldige Englænderes og mere eller mindre uskyldige Amerikaneres Frihed i Fare. Det var kun et Tilfælde, der førte til Arrestationen af en velkendt Modehandlerinde, hvis Eftermiddagsteselskaber blev besøgt af mange Tyskere med hemmelige Forretninger i Paris. Da denne Dame dækkede sit Firmas tyske Navn med et Røde Kors Flag og forvandlede sine Udstillingslokaler til en Hospitalsstue, der var udmærket udstyret undtagen med sårede, undersøgte Politiet ikke Sagen, før en politisk Skandale bragte den frem for Offentligheden.

Den franske Regering var mere bange for de ægte Parisere. For at gøre dem nøgterne, i Tilfælde af at deres Gemyt skulde lede til Optøjer, henlå Paris Gader i Mørke, og alle Forlystelsesetablissementer blev lukket, så snart Krigen blev erklæret. For at der ikke skulde komme Optøjer fra hemmelige huler for revolutionær Propaganda, afpatrouillerede Eskadroner af den republikanske Garde Byen Dag og Nat, og Poliet fik Forstærkning af fusiliers marins med ladte Geværer - naive Fyre, der næppe kunde vise en fremmed til Place de la Concorde eller selv finde til Place de la Bastille.

Paris måtte for enhver Pris ikke høre Sandheden om Krigen, hvis der var nogle ubehagelige Sandheder at fortælle. For Paris måtte der altid være Sejre og ingen Nederlag. De måtte end ikke vide, at der i Krigstid var sårede, ellers kunde de blive så nedtrykte eller rasende (troede Regeringen), at man vilde få det gamle Råb ”Nous sommes trahis” at høre, medens man samtidig kappede Ministres Hoveder af, og rædselsfulde Orgier fandt Sted i Paris Gader, der varrøde af Blod. Denne Grund alene - der som vi nu ved var så ganske urimelig, - kan forklare de parisiske Hospitalers farceagtige Stilling i Krigens ti første Måneder. Store Hoteller som Astoria, Claridge og Majestic var blevet omdannet til pragtfuldt udstyrede hospitaler med en mere end rigelig Stab. Intet, som Penge kundekøbe, blev ladt ukøbt for at disse store Paladser kundevære fuldt udstyret med alt nødvendigt for den stadige Tilstrømning af sårede. Frankrigs højeste Selskab gav sin Rigdom bort med ædel Begejstring. Hvilke Fejl de måtte have haft, søgte de nu at rense sig for ved en overstrømmende Barmhjertighed mod Frankrigs Sønner. Fornemme Damer, der havde været Salonernes Skønheder, hvis Kjoler havde Været deres Omgangskredses Misundelse, tog deres Silke og Chiffon af, iførte sig en Sygeplejerskes beskedne Dragt og tilbød frivilligt at gøre det simpleste Arbejde, det smudsige Arbejde som Køkkenpiger, Opvaskerpiger og Stuepiger, for at deres Hænder kunde hjælpe, ligegyldigt ved hvilket Arbejde de Mænd, der havde kæmpet for Frankrig. Franske Læger, dygtige, brillante Mænd, der fører en Kirurgs Kniv med fin Kunst, stod rede til at tage imod Krigens lemlæstede Ofre. De bedste Hjærner inden for den franske Lægevidenskab var mobiliseret i disse Hospitaler. Men de sårede kom ikke til Paris, før Krigen havde varet i Uger. Da de sårede efter Slaget ved Marne strømmede ind i Orleans og andre Byer med en Fart af syv Tusinde pr. Dag, så at det var ganske umuligt for Lægerne der at tage sig af denne Strøm af lidelse, og da de franske såredes Tilstand var en Skandale for et civiliseret Lands Navn, stod. Hospitalerne i Paris stadig tomme, eller der var et Par letsårede i en Ørken af Senge. De sjældne Gæster var, måske fordi de ikke kunde tale Fransk, for Størstedelen Turcoer og Senegalesere, så at de når de vågnede i disse Sygestuer, og deres øjne, løb rundt på de hvide Sengetæpper, de dejlige Blomster og de malede Lofter og så skønne Kvinder, der bøjede sig over deres Seng, - Kvinder, hvis Skønhed var berømt over hele Europa mumlede "Allahu akbar" i andægtig Begejstring og troede, at de var kommen i det muhamedanske Paradis.

Det var en Komedie, i hvilken der var en frygtelig Tragedie. Lægerne og Sygeplejerskerne, der stod ved disse tomme senge eller spadserede om i prægtigt indrettede Operationsstuer, spurgte Gud, hvorfor deres Hænder var ledige, når så mange franske Soldater lå og døde af Mangel på Hjælp, og hvorfor Paris, Nervecentret for alle Jernbanelinerne, der lå så tæt ved Fronten, hvor Markerne var overstrøet med krigens Vrag, skulde være en Verden borte fra alt Redningsarbejde, Det var den samme falske Tone, der altid går igennem alt fransk officielt Liv. "Politik!" sagde Pariserlægerne, "den forbandede Politik!" '

Men denne Gang var det nu Frygt. Regeringen var bange for Paris, bange for at den skulde tabe Hovedet, og derfor blev alle Tog med sårede ført bort fra Hovedstaden, stod på Sidespor i Timevis og kørte ad lange Omveje, og hvis der korn nogle Ambulancer var det ved Nattetid, og så gled de ad Sidegader i Ly af Mørket, bange for at blive set.

De behøvede ikke at have været bange, disse franske Ministre. Paris havde mere Mod end enkelte af dem, havde større Værdighed, en skønnere Tro. Da det franske Ministerium flygtede til Bordeaux uden at have advaret Folk om, at Fjenden stod foran Portene, forblev Paris meget roligt og kom ikke med Tegn på vild Rædsel eller panikagtigt Raseri. Der hørtes ingen politiske Skrål, der kom ingen Udbrud af Revolutionær Art. Ingen Folketaler sprang op på et Kafébord for at råbe ”Nous sommes trahis" - - - Der hørtes end ikke et bebrejdende Ord mod dem, der havde sammenlavet de officielle Communiques og kastet en falsk Håbets

Stråle over hæslige Fakta. Over en 'Million Mennesker flygtede hurtigt og modløse fra Paris, nu da Regeringen havde angivet Vejen, De var bange, og der var Panik over deres Udvandring, men selv den var ikke hysterisk, og Mænd og Kvinder holdt Hovedet klart, selvom de havde mistet Håbet. Der var ingen Klageråb af afsindige Mennesker. Triste forlod Flygtninge den By, der havde været hele Verden for dem, og Vejene Syd på var sorte af Folk, der var taget bort i Angst, men var fulde af Mod undervejs, modløse, men ikke desto mindre modtagelige for Komiken midt i al Elendigheden, leende - som de fleste franske Kvinder vil le i Farens Stund - selv da deres Lidelse var størst, og da der var hjertekval i deres Humor.

Når det kom til Stykket, døde Paris' Sjæl dog ikke, selv i hine mørke Dage, da så mange af dets Beboere var taget bort, og da det for en Tid syntes en forladt By. Mange tusinde Borgere blev tilbage, nok til at udgøre en stor Befolkning, og skønt de et Par Dage holdt sig inden Døre i Skyggen af en Rædsel for, at de hvad Øjeblik det skulde være kunde høre de første Granater hvine over deres Hoved eller Hovslag af det tyske Kavaleri, genoptog de dog snart deres daglige Livs Rutine. Sparsommelige Husmødre, der besørger deres Indkøb tidligt, trængtes som sædvanligt om Boderne med Frugt og Grøntsager langs med Rue St. Honore og nede ved Les Halles, hvortil jeg begav mig ad gamle parisiske Gader for at se, om der var nogen Forandring i Priserne, var der de sædvanlige Scener af travlt Liv mellem Kurvene og Virvaret på Markedet. Kun en Mand, der kendte Paris godt, kunde opdage en Forskel i de Skarer, der færdedes dernede i den tidlige Morgenstund - nemlig Mangelen på mange unge Dragere, der plejede at bære svære Læs på deres Hoveder, før de gik hen og slukkede deres Tørst i Le Chien qui fume, og Tilstedeværelsen af mange unge Piger af Midinetteklassen, der under normale Forhold ligger længere i Sengen, før de tager le metro til deres Butikker.