De sårede ved fronten

I alle Krige har Tabene som Følge af Sygdomme været betydelig større end Antallet af saarede.

En Epidemi af en eller anden Art kan gøre ganske anderledes lyst i Rækkerne end selv den mest morderiske Ild, mod hvilken det dog som oftest er muligt AT finde Dækning. Mod Sygdomsstoffets stærke Udbredelse findes der ingen anden Dækning end en streng gennemført Sundhedspleje, der ved Hjælp af alle tænkelige Forebyggelsesmidler søger at opretholde hærens Kampkraft.

Sundhedstjenesten er derfor af lige saa stor Betydning som en regelmæssig og god Forplejning. Omsorgen for Troppernes Sundhed paahviler en hver Troppefører, men er i Hovedsagen underlagt Militærlægerne. Der møder os her den samme Vanskelighed som ved Forplejningen, nemlig at Personalet kun ufuldkomment kan forberedes og indøves i Fredstid.

Lægegerningen i Garnisonerne og under Manøvrerne er vidt forskellig fra den i Krig, en Mængde af de Institutioner, der træder i Virksomhed ved Mobilisering, eksisterer ikke i Fredens Dage, og Lægen maa paa Valpladsen ofte arbejde under Forhold, der ikke tilfredsstiller minimale Krav til Renlighed og Bekvemmelighed.

Men Hensynet til de syge og saarede kræver, at den hele Tjenste straks kan virke med Præcision, og det kommer altsaa an paa, om det militære Lægekorps er tilbørlig inde i alle Krigsordningens Enkeltheder og teoretisk forberedte paa sin vanskelige Gerning. Af Lægernes Indsigt, Omsigt og Pligttroskab kan et Felttogs Udfald komme til at afhænge.

Sundhedstjenestens Ordning har været noget forskellig i de forskellige Hære; men mer eller mindre har Hærene tagt den tyske Sanitetsordning til Mønster med de Afvigelser, som betingedes af de særlig nationale Forhold.

Hele Tjenesten sorterede under en Cheflæge, der var knyttet til Overkommandoen. Hver selvstændig. Armé havde en Armélæge, hvert Armékorps en Korpslæge og hver Division en Divisionslæge; under denne sidste sorterede Tjenesten paa Kamppladsen Idet alle disse overordnede Læger havde umiddelbar Forbindelse med vedkommende Kommandostab, kunde de til enhver Tid vide Besked med Situationen ved Fronten og dirigere det dem underlagte Personel derhen, hvor der i Øjeblikket var mest Brug for det.

Som ejendommeligt for Tyskland kan nævnes, at hvert Armékorps fik tildelt raadgivende Kirurger og en raadgivende Hygiejniker. Deres Virksomhed var af videnskabelig-teknisk Art. Den sidste fik udleveret et bakteriologisk Laboratorium og havde at behandle alle Spørgsmaal vedrørende Troppernes Ernæring, beklædning, Forsyning med Drikkevand samt at foreslaa til Midler til Bekæmpelse af Epidemier.

Der fandtes endvidere et særligt Køretøj med Apparater til Sterilisering af Drikkevand. Vandet gennemløb et Filter, ophededes derefter til 105° C, afkøledes, filtreredes atter, mættedes med kimfri Luft og løb tilsidst gennem Substanser, der borttog Kogesmagen. Vognen leverede 500 Liter Drikkevand i Timen.

Divisionslægen havde, som allerede omtalt, Ledelsen af Sanitetstjenesten paa Valpladsen under sig. Denne Tjeneste besørgedes af Divisionens Sundhedstropper (Ambulancer, Sanitetskompagnier). Deres Opgave var at opsamle de saarede, anlægge de første Nødforbindinger, bringe de saarede til Hovedforbindingspladsen og sørge for deres Befordring derfra til Feltlazarettet. Til hver Division hørte mindst et Ambulance- (SanitetsKompagni). Det var oprindelig delt i to Sektioner eller Delinger og talte 200-300 Personer. Som Eksempel kan anføres, at det tyske Sanitetskompagni talte:

3 Officerer.
20 Underofficerer.
17 Underkorporaler.
206 Sygebærere.
9 Sanitetsunderofficerer.
8 Sygepassere.
36 Md. Trainpersonale.

Til Kompagniet hørte desuden en Militærlæge og en Overapoteker, der forvaltede Kompagniets Medicinbeholdning, Forbindssagerne og Instrumenterne m. m. samt besørgede Analyserne af Drikkevandet.

Af Train medførte Kompagniet 8 Sygevogne, 2 Sanitetsvogne, 2 Pakvogne og 1 Proviantvogn, maaske ogsaa 1 Feltkogevogn. Til at forrette Tjenesten ved Hovedforbindingspladsen kommanderedes der normalt 8 Læger.

Den saaledes skitserede Organisation, der var en meget betydelig Forbedring mod tidligere Tiders Ordning, viste sig dog ikke fyldestgørende under Krigen, i alt Fald ikke paa den franske Krigsskueplads. Her var der nemlig saa godt som aldrig nogen Kamppause, men fra det Øjeblik, da Gravkrigen begyndte, kæmpedes der hele Døgnet rundt. Sundhedstropperne blev derved snart overanstrengte, da der ikke fandtes Personel til at afløse dem. Man maatte da skride til at øge Ambulancernes Styrke, saaledes at stedse Halvdelen af Personalet kunde faa nogle Ugers Hvile.

Til at begynde med var det rent galt. Der fandtes nemlig ikke sammenhængende Løbegrave, men kun Skyttehuller, og da Marken bagud stadig var beskudt, kunde Folkene hverken komme til eller fra Skyttehullerne. Blev en Mand saaret, hjalp Kammeraterne ham med Forbindingen - idet hver Mand medførte to Forbindspakker - og saa maatte han blive liggende i Graven til det blev mørkt; først da kunde der tænkes paa at faa ham bragt tilbage.

Da der saa blev anlagt sammenhængende Løbegrave og Forbindelsesgange bagud, viste det sig at de reglementerede Sygebaarer ikke kunde bruges, da de paa Grund af Gangenes Snæverhed ikke kunde komme omkring de skarpe Hjørner. Der maatte følgelig skaffes helt nye, til Gravtransport egnede Baarer. Men alle de mange Vanskeligheder, som taarnede sig op om Sundhedstjenesten - ikke mindst derved, at Egnen bag ved Stillingerne indtil 10-12 km blev beskudt af Modpartens Kanoner - blev dog snart overvundne med det Resultat, at 80, ja endog indtil 90 pCt. af de saarede kunde som helbredede sendes tilbage til Fronten.

Gangen i Behandlingen af saarede under den langvarige Stillingskrig kan skematisk fremstilles saaledes:

Ved hvert Kompagni fandtes der 4 Sygebærere og som Regel 4 Hjælpesygebærere, der saa hurtig, det lod sig gøre, bragte de saarede fra Løbegraven til Forbindingspladsen. Denne laa 300-1000 m bag Ildlinien og var indgravet i en Bakke eller udgravet som Kælder og indvendig beklædt med overkalket Tagpap.

Her overtog Sundhedstropperne den saarede, forbandt ham, gav ham en Indsprøjtning mod Stivkrampe, og naar han var kommet sig nogenlunde efter Chokket - eventuelt efter at have faaet en Morfinindsprøjtning - sendte ham tilbage til Transportstedet. De letsaarede, som ikke netop var saarede i Benene, maatte gaa, de øvrige blev baaret. Vejen hen til Holdepladsen for Vognene, 3000-6000 m fra Forbindingspladsen - var hyppig delt i flere Afsnit saaledes, at Sundhedstroppernes Sygebærere ikke fik mere end 1 km Bærestrækning. Ved Enden af hvert Afsnit modtoges Baaren med den saarede af to nye Bærere, der bragte ham yderligere 1 km tilbage og saaledes fremdeles, indtil det sidste Stafethold naaede Samlestedet for alle de saarede fra en Divisionsfront. Naar Bærerne naaede den nærmeste Afløsningsplads, fik de en tom Baare udleveret og vendte tilbage til deres Udgangspunkt. For hver saaret tilbagelagde Bærerne saaledes 1/4 Mil.

Denne Transport gennem Færdselsgangene var ikke altid lige let, fordi Modstanderens Artilleri ofte holdt hele Terrainet under Spærreild, og det kunde da ofte hænde, at Bærerne maatte søge Dækning i de med visse Mellemrum anlagte overdækkede Rum, indtil den værste Haglbyge var overstaaet. For de haardtsaarede var saadanne Ophold et Tillæg til Lidelserne.

Samlestedet skulde egentlig være beskyttet af Genferflaget; men dette har saa godt som ingen Rolle spillet under Stillingskrigen, og i det hele taget har det vist sig, at Traktater er magtesløse under Kampe paa Liv og Død. Samlestedet blev saa vidt muligt anlagt i Skove, der skjulte Stedet for Flyverne, og havde godt beskyttede Hulrum til foreløbig Anbringelse af de haardest medtagne. Her blev de saarede klassificerede og sendt videre til Hovedforbindingspladsen med den Befordring, der bedst passede for dem.

Hovedforbindingspladsen kunde ligge 4-6 km fra Ildlinien og saa skjult som muligt for Flyverne. Meningen var oprindelig, at de saarede skulde flyttes hurtigst muligt herfra til Feltlazarettet; men paa Grund af den stedse tiltagende Artilleriskydning, der rodede alle Vejene op, blev det hyppig nødvendigt at beholde de haardtsaarede i nogen Tid paa Hovedforbindingspladsen, der efterhaanden fik mere Lighed med et Lazaret.

Feltlazarettet hørte til den mobile Hær, idet hvert Armékorps raadede over 12 saadanne med alt Hospitalsmateriel og Personel. Lazaretternes Opgave bestod i at behandle alle de baade direkte fra Kamppladsen og fra Forbindingspladserne kommende ikke marchdygtige saarede, indtil de kunde overføres til de helt uden for Krigsskuepladsen eller i Etapeomraadet liggende Lazaretter. Paa Grund af det svære Artilleris store Skudvidde maatte Feltlazaretterne lægges mindst 12 km fra Ildlinien.

Fra Feltlazaretterne evakueredes de syge til de faste Lazaretter ved Hjælp af Lazarettog eller Lazaretskibe paa de sejlbare Floder, og dermed ophørte Felthærens Omsorg for dem. Englænderne overførte deres saarede med store Hospitalsskibe til England, Franskmændene til det indre af Frankrig, Tyskerne enten til Etapeomraadet, der strakte sig til Rigsgrænsen, eller til Lazaretter i Tyskland o. s. fr. I Etapeomraaderne var det Etapelægerne, der ordnede Fordelingen af de saarede og syge til de ordinære eller særlige Helbredelsesanstalter (Epidemihospitaler, Sindssygeanstalter).

Af særlig farlig Karakter var den i Rusland optrædende Hunger- eller Plettyfus. Den tyske Lægevidenskab konstaterede dog snart, at Sygdommen skyldtes Lusene, og der blev derfor opført store Aflusningsanstalter, som alle fra Rusland kommende Militærpersoner maatte passere igennem. Derved fik man Bugt med Sygdommen.

Allerede under den russisk-japanske Krig havde man erfaret, at den moderne Masseild fra Kanoner angreb Nervesystemet i en saadan Grad, at mange Soldater blev sindssyge. Efter hvert større Artillerislag forekom der stedse et stort Antal Psykoser, Paralyser og Neurastenier, saa at der maatte oprettes særlige Afdelinger for Behandlingen af saadanne Tilfælde.

"Trommeilden" paa Vestfronten har anrettet forfærdelige Ødelæggelser paa Nervesystemerne, og det er blevet paastaaet, at Folk, der i et Par Døgn har maattet udholde Trommeilden, har behøvet flere Maaneders Pleje for at overvinde Følgerne.

Medens hele denne Del af Sundhedstjenesten, der omfatter de syges og saaredes Behandling og Transport, har været forudset i alle Enkeltheder og er bleven udformet i en storslaaet Organisation, har Krigen stillet Sundhedsvæsenet en Række andre vanskelige Opgaver, som ikke kunde være forudset. Ingen havde ventet, at Krigen vilde stivne hen i aarelange Stillingskampe, der tvang Hærene til Ophold i Løbegravene og underjordiske Rum. Den første Ulempe heraf var Manglen paa den for Sundhedens Bevarelse saa nødvendige daglige Motion. Om end Marcherne kan være frygtelig anstrengende og foraarsage en Del Sygdomme, saa modvirker de paa den anden Side ogsaa en Række andre Sygdomme, som Følge af det med Bevægelsen forbundne livlige Stofskifte. Marcherende Soldater kommer lettere over Følgerne af en vaad Bivouak-Nat end Folk, der er bundne til at opholde sig i en snæver Udgravning baade Sommer og Vinter.

Det var dog ikke alene Manglen paa daglig Bevægelse, der truede Sundhedstilstanden. De giftige Luftarter fra eksploderende Granater og Gasangrebene sænkede sig ned over Gravene, trængte ind i Hulrummene og dræbte alt levende; Stanken fra de foran Gravene liggende Lig, der ikke kunde fjernes, forpestede Luften, Utøj og Rotter bragte overalt Sygdomskim med sig, kort sagt, selve Opholdet i Løbegravene rummede mange Farer for Sundhedstilstanden og dermed ogsaa for Hærenes Kampkraft.

Men ogsaa disse Farer blev overalt energisk bekæmpede ved en strengt gennemført Grav-Hygiejne og Komfort. Geologer tilkaldtes for at undersøge Jordlagenes Beskaffenhed, inden Stillingerne blev anlagt, vandbygningskyndige Ingeniører sørgede for Dræning og Vandafledning, andre Ingeniører indrettede elektrisk drevne Ventilationsapparater i Hulrummene og sørgede for deres Belysning og Opvarmning. Besætningerne blev forsynede med Gasmasker og Staalhjælme, og der sørgedes for Afløsning og Hvile. I en moderne Krig kæmper der saaledes ikke alene mod de vaabenbærende Fjender, men ogsaa mod de usynlige. Og den Kamp, der foregaar bag Hærene for at tilføre dem Forsyninger af enhver Art og modarbejde Dødens Høst, kan i sine Virkninger blive bestemmende for Sejr eller Nederlag.