Krigens Psyke

Krigen har sin egen psyke. Det er en bekendt sag, at vedvarende skadelige indflydelser, for eksempel stadig nydelse af alkohol, indvirker omformende på karakteren. Således foregår der også i felten betydningsfulde forskydninger i de sjælelige anlæg. Milieuet præger os. Alene dette, at vi fører en ren mandfolketilværelse, at vi er revne ud af hjem og arbejde og så godt som fuldstændig må savne kvindernes og børnenes selskab, sætter sit præg på os. Vi er ikke mere borgere og familiefædre, men krigskarle. Hvor gør det godt at komme til befolkede egne og se børnene lege ved vejen. Ja, i går blev jeg helt hjertegreben ved at møde en so med et kuld grise, som vi havde taget til fange. Det var noget af en oplevelse at se en Moder, selv om det kun var en so. Og så omgivelserne og håndteringen! Hvor man kommer frem, ruiner af menneskelige boliger, den evindelige brummen og knalden i luften, det daglige myrderi, det stadige syn af sårede og døde, alt dette indgår i bevidstheden som det givne, som det naturligste ting af verden, og bundfælder en vis barskhed og sløvhed i sjælen.

Jeg erindrer fra psykologien, at der er noget, der hedder sløvelsens lov. Den hører ikke til de love, som ophæves ved krigstilstanden. Den gælder heldigvis også i felten, ellers var det ikke til at holde ud.

Vi må her revidere vore begreber om mange ting. Grundigst er vel nok forskellen i opfattelsen af al slags fare. Jeg må således smile ved tanken om alle de farer, der truer borgernes liv og sundhed. Forspis dig ikke, forkøl dig ej ....! Hvor er det farligt i civil at lægge sig på jorden! Det må man først i højsommeren, når solen har gennembagt jordbunden, ellers risikerer man at få snue, influenza eller lungebetændelse på halsen. Allerede i garnisonen var det mig imidlertidig påfaldende, at man kunde ligge halve timer på maven i frost og sne uden at blive så meget som forkølet. Og her ligger vi ofte hele dage i fugtige lerhuller; når den ene side bliver kold, lægger man sig om på den anden. Våde føder hører også til dagens orden, og alligevel er sundhedstilstanden fortrinlig. Der er rigtignok dem, der påstår, at straffen for vore overtrædelser af sundhedens bud kommer bagefter i form af gigt, når vi en gang kommer hjem og i seng. Det er muligt, men den tid, den sorg. De pinsler, som lurer under de hjemlige dyner, skænker jeg ikke en tanke. Hver dag har nok i sin egen plage. Det eneste, jeg sporer, er en vis mathed og stivhed i lemmerne, vi har ikke godt ved at udholde marchens anstrengelser.

Tidligere nærede jeg en til mani grænsende frygt for ild. Den er jeg bleven grundig kureret for her. Vi lå en tid langi kvarter på et loft. Halmen flød over hele loftet, og midt i halmen stod tre belgiske ovne, som vi kogte, stegte og tørrede vort tøj ved. De var for det meste gloende, og jeg undredes ofte over, at der ikke hændte en ulykke. En dag gik der da også ild i halmen, Men tror I, at der var nogen, der ville slukke? Alt imens vi skændtes om, hvem der var nærmest til at gøre det, brændte ilden lystigt videre. Tilsidst måtte vi naturligvis bekvemme os til at slukke den for ikke at indebrænde.

I gamle dage kunde jeg ikke tåle at se blod, jeg har således aldrig været at formå til at holde ved en slagtegris. Jeg overværede en gang en hanekamp af en duel mellem et par studenter og greb mig i, at jeg stod og skjulte mig bag - en damehat. Og da krigen udbrød, gøs jeg ved synet af de blanke bajonetter på landstormsmændenes geværer. Nu står jeg selv med påsat bajonet, og de gamle landstormere forekommer mig helt borgerlige og tamme.

Man kan vænne sig til alt, også til synet af sårede og døde. Noget af det første, som mødte os, da vi kom herned, var kirkegårdene med de friske krigergrave, og jo længere vi kom frem, desto hyppigere trådte døden os i møde, desto nærmere rykkede den os ind på livet. Marken mellem skyttegravene var oversåede med lig fra kampene i efteråret, den ene part tillod ikke den anden at komme frem og jorde dem. Jeg har i uger haft dette grufulde syn for øje og efterhånden vænnet mig til det, og, da den fjendtlige skyttegrav var taget, været med til at begrave de døde. Det var et ubehageligt arbejde, som vi helst havde undslået os for. Men det var nødvendigt, og da vi først gik i gang med det, gik det hurtigt og rent mekanisk fra hånden.

Pinligst er det at møde de hårdtsårede, når de jamrende eller tavse bæres ud af slaget - som oftest bærer de deres smerter med en beundringsværdig sjælsstyrke. Man står så hjælpeløs overfor deres nød; her føler man allermest savnet af en nænsom kvindehånd, hvor godt og dygtigt sanitetsvæsenet arbejder. De letsårede beklager vi ikke; den ferie, der venter dem, holder dem skadesløse for udstået pine. Men hjertet måtte være af sten, om det ikke rørtes ved synet af en hårdtsåret kammerat. Og dog, jeg må med skam bekende, at jeg med sindsro har tændt en pibe ved en hårdtsårets leje. Jeg bebrejdede mig mit hjertes kulde og søgte at bøde derpå ved at hjælpe ham, så godt jeg kunde.

Denne erfaring om vanens sløvende magt har vi lejlighed til at gøre, hver gang vi fra kvarterets fred vender tilbage til kampens tummel. De første geværkugler, som krydser vor vej, ser vi slemt skævt efter, og vi har ikke meget, vi skal have sagt, når kanonerne åbner deres malmmunde. Men det varer som regel ikke længe, inden vi er fortrolige med skydningen, og jo tættere kuglerne falder, desto mindre farlige forekommer de os. Troels Lund skriver i sin afhandling om kulturhistorie til karakterisering af dansk ånd i modsætning til tysk, at vittighederne regnede om kap med kuglerne på Dybbøl. Det kan jeg ikke sige om os. Jeg husker, at en forstærkningsmand første gang, han var i skyttegraven, mente at have råd til at gøre lystig over granaterne, som slog ned i vor umiddelbare nærhed, og at jeg fandt lystigheden stødende og utidig. Men man kan blive ganske døv for tummelen og sløv for faren. Der fortælles om Napoleon som et vidnesbyrd om hans åndsoverlegenhed, at han kunde lægge sig til at sove midt under slaget. Jeg er også slumet ind til kanonernes torden; det er ingen heltegerning, men en ganske naturlig reaktion mod nervernes anspændelse.

Endnu et har jeg undret mig over, og det er den lethed, hvormed vi bærer vor skæbne, når faren ikke ligefrem er overhængende. Vi har i den henseende som børnene: Vi lever i øjeblikket, og det er godt. Dersom vi bestandig havde de farer for øje, som lurer på os, vilde livet i skyttegraven være uudholdeligt. Når granaterne slår ned i nærheden, når shrapnellerne springer over hovedet, så er der vel ingen, der kan sige sig fri for ængstelse. Men blot ilden flytter sig en kende, er vi fuldstændig beroligede. At den går ud over andre, er ikke vor sag. Indenfor våbenarten er der dog en vis samfølelse, er det derimod artilleriet, fjenden betænker med sine granater, rører det os ikke en smule. Lad dem bare sende dem derover, siger vi gerne, der er plads til mere. Ja det er nær ved, at vi har mere medfølelse med det fjendtlige infanteri, når vi ser dem lide under vor artilleriild. Mod skyttegraven har artilleriet frit slag, vi må tage imod dets ild uden at kunde besvare den. Det er altid infanteriet, det går ud over.

At vi lever i øjeblikket og glæder os over hver dag og time, vi kan nyde i fred, hænger vel i nogen grad sammen med, at vi ikke er vore egne herrer, men lydige redskaber i højere hænder. Vi kommer o går på kommando og må tage imod, hvad der falder på vor vej. Men det beror også på en svaghed - jeg kunde fristes til at sige en lykkelig svaghed - i den menneskelige natur. Jeg har ofte haft lejlighed til at iagttage, at soldaten mere tænker på sin bekvemmelighed og på øjeblikkets krav til mad og drikke og hvile end på sin sikkerhed. Det gælder i endnu højere grad de unge tropper end os.

De tab, vi lider, berører os smerteligt. Men vi får ikke lov til at hengive os til smerten og dvæle i mindet. Krigen går sin ubønhørlige gang frem mod nye kampe og nye tab. Dagene ruller som tunge bølger mod stranden. De mærker, den ene afsætter i sandet, sletter den næste ud. Enhver dag har nok i sin plage.

Det er krigens kår. Således indvirker den på sjæl og sind, sådan har jeg i hvert fald fornummet dens virkning. Det, som optager sindet mest, det spørgsmål, som bestandig står på vor tanke og møder os i ethvert brev hjemmefra, er dette: Hvornår vil ende, hvornår vil der atter blive fred? Vi spejder efter fredstegn i aviserne og knytter vort fredshåb til de spinkleste holdepunkter. Et rygte, en spådom er tilstrækkeligt til at holde det oppe. Den dag, da der atter bliver fred på jorden, vil vi, om vi ellers får lov til at opleve den, hilse som en genfødelse, som en befrielse fra en ond mare, som en udfrielse af dødens favn.