Krigens sidste døde

8. November.
Vi får stadig flere og flere Amerikanere ind på Afdelingen. Gastilfældene er forfærdelige. De kan ikke få Vejret, hverken når de ligger ned eller sidder op. Hvert Åndedrag er en Kamp, men der er intet at gøre ... deres Lunger er borte ... bogstavelig talt brændt ud. På mange af dem er både øjnene og hele Ansigtet ædt bort af Gas og Kroppen dækket af 3die Grads Forbrændinger...

Vi prøver på at lindre deres Smerter ved at hælde Olie på. De kan slet ikke tåle, at man rører ved dem, endsige forbinder dem. Vi dækker dem til med Lagner, der er sat op som et Telt omkring dem. Gasforbrændinger må være vanvittig smertefulde, for sædvanligvis klager kun få af de andre Patienter sig. Men der er ingen af de gasforgiftede, der kan holde det ud, de ligger og skriger af Smerter hele Tiden.

Der var en ung Mand i Dag, han skreg, om vi ikke vilde give ham Lov til at dø. Der var ikke eet Sted på Kroppen eller i Ansigtet, hvor Huden ikke var brændt af. Jeg gav ham en Morfinindsprøjtning. Han blev kørt ud, lige før jeg var færdig med min Vagt ...

På Funktionærafdelingen var der i Går en engelsk ung Mand, der blev sindssyg. Han prøvede at kvæle en af de engelske Sygeplejersker, mens han råbte: »Dit beskidte Svin. Jeg skal nok få Ram på dig !«

Hun måtte kæmpe med ham, til Portørerne kom til og fik ham overmandet. De blev nødt til at give ham Spændetrøje på. Jeg gad vide" hvad der er blevet af ham. "

Han var en af vore flinkeste Patienter, en velbegavet og fornøjelig ung Mand, som kom direkte fra Cambridge.

Jeg føler mig træt og syg. Hvordan skal dog alt dette ende?


10. November.
Charley døde nu til Morgen. Jeg holdt ham i Hånden, idet han døde, og det var mig umuligt at holde mine Tårer tilbage. Da det var nær ved at være fordi, opdagede han, at Jeg græd, og han klappede min Hånd med sine to stakkels Fingre for at trøste mig. Jeg kan ikke beskrive, hvor god den Dreng var. Han tog en Del af mit Hjerte med sig, da han døde. Der var ikke een, der ikke græd.

Ganske kort efter, at han var død, kom der en ind på Afdelingen og råbte: »Våbenstilstand! Nu sidder de i Senlis og underskriver Våbenstilstanden.«

Hvor kunde han dog komme ind her på dette Tidspunkt og skrige op om Våbenstilstand. Jeg tyssede på ham.

Der er ikke noget, der hedder Våbenstilstand for Charley, eller for nogen af de andre på denne Afdeling. En af Mændene begyndte at hulke. Jeg, gik hen og talte beroligende til ham, men hvad kunde jeg sige, jeg der vidste, at han skulle dø, endnu inden Natten faldt på.

Ja, så er det altså forbi. Jeg må blive ved at gentage for mig selv: »Det er forbi, det er forbi, det er forbi.«

Men der er, stadig det Brev, Jeg skal have skrevet til Charleys Moder. Jeg kan høre hele Hospitalet syde af Ophidselse og Begejstring, mens jeg skriver dette. Klokken i det lille Kapel kimer hele Tiden.

Jeg er lykkelig over, at det er forbi, men mit Hjerte er så tungt som Bly. Jeg må have skrevet det Brev.

En af mine Kammerater kom for at få mig med. Der er Champagne til hele Personalet nede i Spisesalen. Jeg bad hende gå sin Vej.

Kan slet ikke tage mig sammen.

Vi blev hjemsendt samme Dag. Hospitalet skulde evakueres og lukkes. Den næste Dag vilde Verden få at vide, at Krigen var forbi, og de rigtige Sygeplejersker, vilde tage fat, hvor vi holdt op, Jeg følte mig fuldstændig tom og fortabt. Og først i det Øjeblik gik det op for mig, hvilken grufuld Forbrydelse det hele havde været, Det kunde være meget godt at feste, tænkte jeg, men hvad med Charley? Og hvad med alle de andre Charley'er? Hvad med Donnelly, Goldfarb, Wendel, Auerbach? Og de Hundreder og Tusinder af andre?

Jeg fik endelig skrevet det Brev til Charleys Moder, pakkede mine. få Ejendele sammen og gjorde mig parat til at tage af Sted: Af Sted, hvorhen? Hjem? Jeg følte pludselig en mærkelig Angst for at komme hjem, Jeg kunde ikke holde ud at tænke på de nysgerrige Blikke og Spørgsmål. De vilde gøre forfærdelig Stads af mig. Det vidste jeg af alle de Breve og Avisudklip, de havde sendt mig. Jeg gøs tilbage for Udsigten til al den Ros, som jeg hverken brød mig om eller havde fortjent. Hvad Begreb havde de om virkelig Tapperhed, virkeligt Mod? Det kendte jeg derimod, og jeg vilde ikke sidde og snakke om det ved et Tebord eller over et Cocktailglas.

Da Tiden kom til at drage af Sted, gik jeg ud på Kirkegården. Le B. gik med. Han holdt mig i Hånden og sagde ikke et Ord, medens vi betragtede de lange Rækker af Kors. Jeg ejede i det Øjeblik ikke andre Følelser end en grænseløs Sorg.

Så gik jeg hen på Afdelingen for at sige Farvel til Mændene. En af dem, en ung. Fyr fra Arkansas, som var helt blind, men som havde taget det aldeles storartet, sad op i Sengen med et Brev i Hånden. Forbindingen om hans øjne var helt gennemblødt af Tårer. Jeg satte mig på Sengekanten og lagde min Hånd over hans. Hvad var der i Vejen? Var der noget, jeg kunde hjælpe ham med? Han gav mig Brevet og bad mig læse det endnu en Gang. Det gjorde jeg. Det indeholdt den glædelige Nyhed, at hans Kone lige havde fået en Søn. Hun havde endnu ikke, fået Meddelelse om, at han var blevet såret, og hendes Brev strømmede over af Glæde og Forventning: »Han er dit udtrykte Billede. Jeg beder Dag og Nat om, at Krigen må holde op, for jeg længes sådan efter at se dit elskede Ansigt, når du første Gang ser ham ... «

Hvad kunde jeg dog sige til ham? Mit Hjerte var fuldt af Sorg. Det eneste, der faldt mig ind, var: »Jeg håber, at han vil blive lige så storartet og tapper som sin Far.« Jeg prøvede at trøste ham med flere Banaliteter af samme Slags, men hans vedvarende Tavshed og den tårevædede Forbinding var et stumt Vidnesbyrd om hans grænseløse Fortvivlelse.