Skyder krigsfanger

Jeg har staaet under fanerne i 8 aar og blev indkaldt til Reserven ved Begyndelsen af dette Felttog.

Søndagen den 23. August var jeg med mit Regiemt i Mons og fik tidlig Mandag Morgen Ordre til at gaa tilbage. Vi trak os bort i Retningen af Soissons.

Torsdag eller Fredag kunde jeg ikke følge Brigaden. I nogle Dage før havde jeg lidt af indgroede negle paa begge Fødder og kunde ikke faa Fødderne gjort i Orden, og da jeg havde marscheret omtrent 36 eng. Mil, kunde jeg ikke mere. Klokken var vel mellem 9 og 10 om Formiddagen. Jeg satte mig ved Landevejen og trak mine Støvler af.

En Del andre Marodører kom henad Vejen og efter et kort Hvil fulgte jeg med dem ad samme Vej. Vi var ialt 30. Jeg kan ikke meddele, hvad nogen af dem hed, men der var en Korporal af 20. Hursarregiment, en Menig af 5. Gardedragonregiment og to Grenaderer. Nogle af dem var saarede, andre havde ømme Fødder.

De vi skulde over en Flod ad en Bro - det var en fast Bro, ikke en; som var slaaet af Soldater - kom en Afdeling tysk Infanteri og Kavalleri, som havde holdt sig skjult mellem nogle Træer og Buske deromkring, ud og afskar os.

De lod os marschere hen til et stort Hus, som laa paa samme Side af Floden 4 å 5 eng. Mil borte. Der beholdt de os alle sammen i 11 Dage. I samme Hus var der en Snes belgiske og franske Fanger. Vi var alle sammen.

Efter at vi havde været der henved 9 Dage, udskiltes de franske og belgiske Soldater fra os og førtes alle fra os ud af Huset. Jeg saa Tyskerne binde nogle af disse Soldater til Træer. Jeg kiggede ud af et lille Vindue, men kunde klart og tydeligt se, hvad der gik for sig. - Træerne laa ikke mere end 60-70 yards borte, og Klokken var fire á fem om Eftermiddagen. Jeg saa fem Mand bundne til Træer.

Tyskerne var alle døddrukne af alt det Spiritus, de havde plyndret sig til. De begyndte med at stikke deres Knive i Ansigtet og Halsen paa Fangerne, og jeg hørte disse give Skrig fra sig. De stak ogaa i dem med Bajonetter. Dengang syntes jeg, at det varede længe, men nu tror jeg dog ikke, at de pinte dem mere end 5 Minutter; saa skød de dem alle. Jeg ved ikke, hvad Tyskerne gjorde med Resten af Franskmændene og Belgierne. De Soldater, som jeg saa blive dræbt, var efter min bedste Overbevisning, to Belgiere og tre Franskmænd. De lod de dræbte blive staaende bundet til Træerne, men om Morgenen var de taget bort.

Jeg har ingen Forestilling om, hvorfor de skød disse Mænd, men drukne var de. Morgenen efter, at dette var passeret, kom to tyske Officerer hen, hvor vi var. De var begge drukne. En af dem tiltalte os paa Engelsk. "I er engelske ,Soldater?« "Ja, « svarede vi. »Saa sig os, hvor Englænderne er,« sagde han. Vi svarede: »Vi har været lukket inde her i 8-9 Dage, saa det ved Vi ikke noget om.« Han sagde, at det var Løgn og at vi godt vidste det. Saa sagde han: "Jeg giver Jer fire Timer til at tænke over Sagen, og hvis I saa ikke siger mig det, saa skal jeg gøre det samme med Jer, som vi gjorde med de andre igaar.« Dermed gik han.

Straks efter hørte vi en Del Skud. Senere fik vi at se, at det var fransk Artilleri, som rykkede frem. De beskød Huset og hele det omliggende Terrain med Granater og Tyskerne trak sig tilbage, efterladende deres saarede. . Vi holdt et hvidt Lommetørklæde i Vejret, som "Vi havde faaet af nogle franske kvinder, og det franske Artilleri kom til og satte os efter et Par Spørgsmaal i Frihed.

I al den Tid vi 'havde 'været i Huset som Fanger, fik vi ikke andet end Æbler og Pærer:. Efter at vi var sat i Frihed, saa jeg en Artillerist af det Kongelige Felt-Artilleri, som var sparket sort og blaa fra Isse til Fodsaal. Hans Ansigt var ,fuldstændig forsparket og hans øjne helt blodskudte. Jeg véd ikke, hvor han kom fra, de hentede ham ud et eller andet Steds fra. Vi blev siden sendt til Nancy, og derfra blev jeg sendt hjem. Førend min indkaldelse var jeg Politibetjent ved Byen R.s Politistyrke.