Ruslands kommunistiske fredsbetingelser

Teser om øjeblikkelig Afslutning af en separat og anneksionistisk Fred

1. Den russiske Revolutions Stilling er i Øjeblikket den, at næsten alle Arbejdere og det store Flertal af Bønderne utvivlsomt står på Sovjetmagtens og den af Sovjetmagten indledede socialistiske Revolutions Side. For så vidt er den socialistiske Revolutions Suk ces i Rusland sikret.

2. Samtidig har Borgerkrigen, der skyldes de besiddende Klassers rasende Modstand - idet disse Klasser er fuldstændig klar over, at de står foran den sidste og afgørende Kamp for Bevarelsen af Privatejendomsretten til Jorden og Produktionsmidlerne - endnu ikke nået sit Højdepunkt. Sovjetmagten er sikker på at sejre i denne Krig" men der må nødvendigvis endnu gå nogen Tid, der kræves nødvendigvis en betydelig Kraftanspændelse, der kommer nødvendigvis en vis Periode med stærkt Forfald og Kaos - noget, der følger med enhver Krig, men især med en Borgerkrig - før Bourgeoisiets Modstand er slået ned.

3. Desuden, denne Modstand i dens mindre aktive og ikke militære Former: Sabotage, Bestikkelse af Pjalteproletariatet. Bestikkelse af Bourgeoisiets Agenter, der sniger sig ind i Socialisternes Rækker for at ødelægge deres Arbejde, o. s. v., o. s. v. denne Modstand har vist sig så hårdnakket og i Stand til at antage så forskelligartede Former, at Kampen mod den nødvendigvis endnu vil trække ud i nogen Tid og i Hovedsagen næppe vil være forbi før om nogle Måneder. Men uden en afgørende Sejr over denne passive og skjulte Modstand fra Bourgeoisiets og dets Tilhængeres Side er den socialistiske Revolutions Succes umulig.

4. Endelig er de organisatoriske Opgaver under den socialistiske Omformning i Rusland så store og vanskelige, at der - med, en Vrimmel af småborgerlige Medløbere hos det socialistiske Proletariat og med dettes lave Kulturniveau - også kræves adskillig Tid til at løse dem.

5. Af alle disse Omstændigheder under eet følger ganske klart, at det er en Nødvendighed for Socialismens Sejr i Rusland, at den socialistiske Regering i et vist Tidsrum, mindst nogle Måneder, må have fuldstændig frie Hænder for at sejre over Bourgeoisiet, først i sit eget Land, og for at tilrettelægge et omfattende og grundigt organisatorisk Arbejde blandt Masserne.

6. Den socialistiske Revolutions Stilling i Rusland må lægges til Grund for enhver Bestemmelse af vor Sovjetmagts internationale Opgaver, thi den internationale Situation i det fjerde Krigsår har formet sig sådan, at det er aldeles uberegneligt, hvornår Revolutionen sandsynligvis vil udbryde, og hvornår en af de europæiske imperialistiske Regeringer (deriblandt også den tyske) vil blive styrtet. Der er ingen Tvivl om, at den socialistiske Revolution i Europa må komme og vil komme. Alle vore Forhåbninger om Socialismens endelige Sejr hviler på denne Overbevisning og på denne videnskabelige Forudsigelse. Vor propagandistiske Virksomhed i Almindelighed og Forbrødringens Organisering i Særdeleshed må forstærkes og udvikles. Men det vilde være en Fejl at bygge den Taktik, som Ruslands socialistiske Regering skal følge, på Forsøg på at fastslå, om den europæiske og især den tyske socialistiske Revolution kommer eller ikke kommer i det næste halve År (eller, et lignende kort Tidsrum). Eftersom man på ingen Måde kan fastslå dette, vilde alle den Slags Forsøg objektivt set være blindt Hasardspil.

7. Fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk har på nærværende Tidspunkt, den 7. Januar 1918, ganske tydeligt vist, at i den tyske Regering (der fuldstændig har Krammet på de andre Regeringer i Firemagtsforbundet) er det afgjort Militærpartiet, der har Overtaget, og det har i Virkeligheden allerede sendt Rusland et Ultimatum (man kan absolut når som helst vente det overrakt officielt). Dette Ultimatum går ud på følgende: enten fortsat, Krig eller en anneksionistisk Fred, det vil sige Fred på Betingelse af, at vi rømmer hele det Område, som vi holder besat, mens Tyskerne beholder h e l e det Område, som de holder besat, og pålægger os Erstatningsbetalinger (der skjuler sig under Betegnelsen: Betaling for Krigsfangernes Underhold), Erstatningsbetalinger på ca. 3 Milliarder R u b l e r, der skal betales i Løbet af nogle År.

8. Ruslands socialistiske Regering står overfor et Spørgsmål, der omgående kræver en Løsning: Skal den straks acceptere denne anneksionistiske Fred eller straks føre, en revolutionær Krig? En Mellemvej er her ifølge Sagens Natur umulig. Enhver yderligere Udsættelse er Uigennemførlig, thi vi har a 11 e r e d e gjort alt muligt og umuligt for kunstigt at trække Forhandlingerne i Langdrag.

9. Når vi ser på Argumenterne for en øjeblikkelig revolutionær Krig, støder vi frem for alt på det Argument, at en Se-paratfred nu objektivt set vilde være en Aftale med de tyske Imperialister, et "imperialistisk Forlig" o. s. v., og at en sådan Fred følgelig vilde betyde et fuldstændigt Brud med den proletariske Internationalismes Grundprincipper. -

Men dette Argument er åbenlyst urigtigt. . Thi Arbejdere, der taber en Strejke og skriver under på Betingelser for Arbejdets Genoptagelse, som er ugunstige for dem og gunstige for Kapitalisterne, forråder ikke Socialismen. De, der forråder Socialismen, er derimod dem, der ombytter Fordele for en Del af Arbejderne med Fordele for Kapitalisterne; kun den Slags Aftaler er principielt utilladelige.

Den, der kalder Krigen mod den tyske Imperialisme for en retfærdig Forsvarskrig, men i Virkeligheden modtager Støtte fra de engelsk-franske Imperialister og skjuler de hemmelige Traktater med dem for Folket, han forråder Socialismen. Den, der intet skjuler for Folket og ikke slutter hemmelige Traktater med Imperialisterne, men går med til at underskrive Fredsbetingelser, der er ugunstige for en svag Nation og gunstige for den ene Gruppe Imperialister, når han i Øjeblikket ikke har Kræfter til at fortsætte Krigen, han forråder ikke i mindste Måde Socialismen.

10. Et andet Argument for øjeblikkelig Krig går ud på, at når vi slutter Fred, er vi objektivt set Agenter for den tyske Imperialisme, thi vi gør det muligt for den at frigøre Tropperne fra vor Front og at få Millioner af Krigsfanger tilbage o. s. v. Men også dette Argument er åbenlyst urigtigt, thi en revolutionær Krig vilde på nærværende Tidspunkt objektivt set gøre os til Agenter for den engelsk-franske Imperialisme ved at give den Kræfter til Støtte for dens Formål. Englænderne har direkte tilbudt vor Øverstkommanderende Krylenko hundrede Rubler om Måneden for hver af vore Soldater, hvis vi fortsætter Krigen. Selvom vi ikke tager imod en Skilling fra Englænderne og FranElkmændene, så kommer vi alligevel objektivt set til at hjælpe dem, hvis vi fastholder en Del af de tyske Tropper.

Udfra dette Synspunkt kommer vi i begge Tilfælde ikke til at løsrive os fuldstændigt fra den ene eller anden imperialistiske Forbindelse, og det er også klart, at man ikke kan rive sig fuldstændig løs uden at styrte Verdensimperialismen. Den rigtige Konklusion heraf er den, at efter den socialistiske Regerings Sejt i et af Landene må man ikke afgøre Spørgsmålene ud fra det Synspunkt, om den ene eller den anden Imperialisme er at foretrække, men udelukkende ud fra det Synspunkt, at der skal skabes de bedste Betingelser for at udvikle og konsolidere den socialistiske Revolution, der allerede er begyndt.

Med andre Ord, det Princip, der skal ligge til Grund for vor Taktik, er ikke, hvilken af de to Imperialismer det nu er fordelagtigst at hjælpe, men på hvad Måde man bedst kan give den socialistiske Revolution Mulighed for at konsolidere sig eller i hvert Fald holde sig i et enkelt Land, indtil andre Lande slutter sig til den.

11. Man siger, at de tyske Krigsmodstandere blandt Socialdemokraterne nu er blevet "Nederlagstilhængere" og beder os om ikke at give efter for den tyske Imperialisme. Men vi har kun anerkendt NederlagsPolitiken i Forhold til ens eget imperialistiske Bourgeoisi, og en Sejr over en fremmed Imperialisme, en Sejr, som man har opnået i et formelt eller faktisk Forbund med en "venligsindet" Imperialisme, har vi altid forkastet som en Metode, der er principielt utilladelig og overhovedet ubrugelig.

Dette Argument er følgelig kun en Variant af det foregående.

Dersom de tyske Venstre-Socialdemokrater foreslog os at trække Separatfreden ud en bestemt Tid, idet de garanterede os en revolutionær Aktion i Tyskland i den Tid, så kunde vi måske se anderledes på Spørgsmålet. Men de tyske Venstrefolk siger. ikke noget sådant, de erklærer tværtimod direkte: "Hold ud, så længe I kan, men afgør Spørgsmålet ud fra den russiske socialistiske Revolutions Stilling, thi vi kan ikke love jer noget positivt med Hensyn til den tyske Revolution."

12. Man siger, at vi i en Række Partierklæringer direkte har "lovet" en revolutionær Krig, og at Afslutningen af en Separatfred vil være et Løftebrud.

Det er ikke rigtigt. Vi har sagt, at for en socialistisk Regering i Imperialismens Epoke er det nødvendigt at "forberede og føre" en revolutionær Krig; vi har sagt dette for at bekæmpe den abstrakte Pacifisme, den Teori, der fuldstændig tager Afstand fra "Fædrelandsforsvaret" i Imperialismens Epoke, og endelig for at bekæmpe de rent egoistiske Instinkter hos en Del af Soldaterne, men vi har ikke påtaget os en Forpligtelse til at begynde en revolutionær Krig uden Hensyn til, om det er muligt at føre den på dette eller hint Tidspunkt.

Vi må også nu ubetinget forberede en revolutionær Krig. Vi opfylder dette Løfte, ligesom vi overhovedet har opfyldt alle vore Løfter, for, så vidt man straks kunde opfylde dem: vi har annulleret de hemmelige Traktater, vi har tilbudt alle Nationer en retfærdig Fred, og vi har på enhver Måde og flere Gange. trukket Fredsforhandlingerne ud for at give andre Nationer Tid til at slutte sig til os.

Men Spørgsmålet om, hvorvidt man nu, med det samme, kan føre en revolutionær Krig, må man afgøre ved udelukkende at tage Hensyn til de materielle Betingelser for at gøre det og tage Hensyn til den socialistiske Revolution, der allerede er begyndt.

13. Når man sammenfattet Argumenterne for en øjeblikkelig revolutionær Krig, må man komme til den Konklusion, at en sådan Politik måske vilde svare til Menneskets Trang til det smukke, effektfulde og blændende, men at den aldeles ikke regner med det objektive Forhold mellem Klassekræfterne og de materielle Faktorer på nærværende Tidspunkt af den påbegyndte socialistiske Revolution.

14. Der er ingen Tvivl om, at vor Hær i dette Øjeblik og i de næste Uger (og sandsynligvis i de næste Måneder). absolut ikke vil være i Stand til med Held at afvise en tysk Offensiv; 1) fordi Flertallet af Soldaterne er fuldstændig udmattede, samtidig med at Forplejningsvæsenet er i utrolig Opløsning og det er umuligt at afløse de udmattede Soldater o. s. v.; 2) fordi Hestebestanden er fuldstændig ubrugelig, hvilket uvægerligt vil føre til, at vort Artilleri går tabt; 3) fordi det er fuldstændig umuligt at forsvare Kysten fra Riga til Reval, hvorved Fjenden får den bedste Chance for at erobre Resten af Livland og derpå Estland, falde en stor Del af vore Tropper i Ryggen og endelig tage Petrograd.

15. Der er endvidere ingen Tvivl om, at Bondeflertallet i vor Hæl i dette Øjeblik ubetinget vilde stemme for en anneksionistisk Fred, og ikke for en øjeblikkelig revolutionær Krig, thi den socialistiske Reorganisering af Hæren, Optagelsen af den røde Gardes Afdelinger i Hæren o. s. v. er først lige begyndt.

Med en fuldstændig Demokratisering af Hæren vilde det være halsløs Gerning at føre Krig mod Soldaterflertallets Vilje, og for at skabe en virkelig stærk og ideologisk solid socialistisk Arbejder- og Bondearme behøves deri det mindste Måneder og atter Måneder.

16. De fattige Bønder i Rusland er i Stand til at støtte en socialistisk Revolution, der ledes af Arbejderklassen, men de er ikke i Stand til straks, i dette Øjeblik, at gå ud i en alvorlig revolutionær Krig. Det vilde være en skæbnesvanger Fejl at ignorere dette objektive Forhold mellem Klassekræfterne i det foreliggende Spørgsmål.

17. Med den revolutionære Krig forholder det sig altså på nærværende Tidspunkt således: Hvis den tyske Revolution udbrød og sejrede i de næste 3-4 Måneder, så vilde den Taktik straks at føre en revolutionær Krig måske ikke ødelægge vor socialistiske Revolution.

Hvis den tyske Revolution imidlertid ikke udbryder i de næste Måneder, samtidig med at Krigen fortsættes, så vil Begi-venhederne uvægerligt udvikle sig således, at yderst alvorlige N ederlag vil tvinge Rusland til at slutte en endnu dårligere Separatfred, og denne Fred vil ikke blive sluttet af en socialistisk Regering, men af en anden (f. Eks. en Blok mellem den borgerlige Rada og Tsjernoffolkene eller noget i den Retning). Thi Bondehæren, som Krigen har udmattet til det yderste, vil allerede efter de første Nederlag - sandsynligvis vil der ikke en Gang, gå nogle Måneder, men kun nogle Uger - styrte den socialistiske Arbejderregering.

18. Når Sagen ligger sådan, vilde det være en ganske utilladelig Taktik at sætte den i Rusland allerede påbegyndte socialistiske Revolutions Skæbne på Spil, kun fordi man håber, at den tyske Revolution udbryder i den allernærmeste Tid, om nogle Uger. En sådan Taktik vilde være halsløs Gerning. Vi har ikke Ret til at risikere så meget.

19. Og den tyske Revolution vil på ingen Måde blive vanskeliggjort, hvad dens objektive Grundlag angår, dersom vi slutter en Separatfred. Sandsynligvis vil Chauvinismens Bølge for en Tid svække den, men Tysklands Stilling er fortsat meget vanskelig, Krigen med England og Amerika vil blive langvarig, og den aggressive Imperialisme er fuldt og helt afsløret på begge Sider, Ruslands socialistiske Sovjetrepubliks Eksempel vil stå som et levende Forbillede for Folkene i alle Lande, og den propagandistiske, revolutionære Virkning af dette Forbillede vil blive enorm. Der borgerligt System og fuldstændig afsløret Erobringskrig mellem to Røvergrupper. Her Fred og socialistisk Sovjetrepublik.

20. Idet vi slutter en Separatfred, befrier vi os fra begge de kæmpende imperialistiske Grupper i en i det givne Øjeblik, højest mulig Grad, udnytter deres Fjendskab og Krig - som gør det vanskeligt for dem at slå en Handel af imod os - og får i en vis Periode Hænderne fri til at fortsætte og befæste den socialistiske Revolution. Ruslands Reorganisering på Grundlag af Proletariatets Diktatur, på Grundlag af Bankernes og Storindustriens Nationalisering, med Udveksling af Produkter in natura mellem Byerne og Småbøndernes Brugsforeninger på Landet, er økonomisk set fuldt ud mulig på Betingelse af, at vi får nogle Måneders fredeligt Arbejde. En sådan Reorganisation vil gøre Socialismen uovervindelig såvel i Rusland som i hele Verden og samtidig skabe en fast økonomisk Basis for en stærk, rød Arbejder- og Bondearme.

21. En Krig, som den socialistiske Republik førte mod de borgerlige Lande med det klare og af den socialistiske Hær fuldt ud godkendte Mål at styrte Bourgeoisiet i andre Lande - det vilde i dette Øjeblik være en virkelig revolutionær Krig. Men et sådant Mål kan vi vitterligt endnu ikke sætte os på nuværende Tidspunkt. Vi vilde nu objektivt set føre Krig for Polens, Litauens og Kurlands Befrielse. Men ingen Marxist kan - uden at bryde med Marxismens og overhovedet med Socialismens Principper nægte, at Socialismens Interesser står over Hensynet. til Nationernes Selvbestemmelsesret. Vor socialistiske Republik har gjort og vil fortsat gøre, hvad den kan for at virkeliggøre Finlands, Ukraines om Nationers Selvbestemmelsesret. Men når Situationen konkret har formet sig således, at den socialistiske Republiks Eksistens på nærværende Tidspunkt udsættes for Fare, fordi nogle Nationers (Polens, Litauens, Kurlands o. a.) Selvbe-stemmelsesret krænkes, så er det klart, at Hensynet til den socialistiske Republiks fortsatte Beståen kommer i første Række.

Den, der siger: "Vi kan ikke underskrive en skændig, gemen etc. Fred, forråde Polen osv.", lægger derfor ikke Mærke til, at hvis han kun vilde slutte Fred på Betingelse af Polens Befrielse, vilde han blot styrke den tyske Imperialisme endnu mere mod England, mod Belgien, mod Serbien og andre Lande. En Fred på Betingelse af Polens, Litauens og Kurlands Befrielse vilde være en "patriotisk" Fred fra Ruslands Synspunkt, men den vilde ikke på nogen Måde ophøre at være en Fred med Anneksionister, med de tyske Imperialister.