Verdenskrigens afslutning

Vi forpassede også en glimrende chance i Italien i 1917. Italienerne havde ligesom russerne – om end ikke så grelt – et betydeligt overskud af veluddannet mandskab til fronten, men et samtidigt underskud af materiel og ammunition. Denne materiel mangel gjaldt især det tunge artilleri, der var af allerstørste betydning for at hamre hæren en fri vej gennem det stærkt befæstede bjergpas.

Hvad Frankrig angik, havde det omtrent udtømt sin mandskabsreserve, men vore forsyninger med alskens materiel steg stadigt og hurtigt. Franske og britiske tropper havde kæmpet uafbrudt i tre forfærdelige krigsår og lidt frygtelige tab over for den umådeligt stærke fjende. Italienerne havde kun kæmpet i to år - mod en fjende, som i enhver henseende var tyskerne underlegen. Frankrig og Storbritannien kunde med fordel have udsat deres store offensiv et års tid, have holdt tyskerne fast på Vestfronten og samtidigt ikke blot have forsynet den italienske hær med tungt artilleri og ammunition, men også have sendt den forstærkning" af nogle divisioner krigsvante soldater. Et angreb fra den italienske front vilde have lettet Presset mod Ruslands hære på et meget kritisk tidspunkt, og der havde været en stor chance for at gennembryde den østrigske kamplinje.

Der vilde være kommet uundgåelige tab på alle fronter, men massakrerne ved Chemin des Dames vilde aldrig have fundet sted, og Caporetto, der vistnok satte Italien næsten helt ud af spillet i resten af dette krigsår, vilde aldrig være indtruffet. Foch og Petain gik ind for tanken - efter fejlslaget ved Chemin des Dames, men vi var påny for længe om at betænke os, og Haig's flamske »monomani« ødelagde planen. De franske generaler havde lovet ham hiælp til hans så hedt begærede offensiv, og de fandt, det vilde være dårligt kammeratskab at svigte ham.

Den sidste Chance, vi forpassede, var indførelsen af en fælles overkommando. Et fællesskab, der består i langsommelige skænderier mellem to rivaliserende og selvstændige Stabe, er kun en film. Selv den enhedskommando, der skulde have virket under forårsoffensiven 1917, var af lignende ringe kvalitet. Derfor gik det også sådan, at de forsinkelser som opstod af evindeligt skænderi mellem de to chefer, og mangelen på så primitive klare kommandoforhold, at een af dem kunde give ordrer, som den anden bare havde at adlyde, faktisk var skyld i, at en sikker sejr omskabtes til et katastrofalt nederlag. Tyskerne var ganske på det rene med, at den sande enhedskommando på Vestfronten, da Foch overtog føringen af både den franske og britiske Hær, i høj grad var skyld i, at deres Offensiv i 1918 blev fiasko. Hvis der var blevet samlet en fælles reserve under en fælles overkommando før Martsoffensiven, vilde de store nederlag i marts-april aldrig være indtruffet.

Dette er undertiden hævdet af dem, der endnu forsvarer koncentrationen af vore styrker og de uafladelige offensiver på Vestfronten, at berettigelsen af denne strategi er givet derved, at våbenstilstanden, som afsluttede krigen, blev underskrevet på fransk territorium. Til denne påstand kan man blandt andet svare :
1. De angreb på Vestfronten, som ikke lod sig overfløje eller omgå, kostede de allierede et tab på godt og vel fem millioner døde eller sårede.
2. De vilde ikke i det lange Løb have ført til et heldigt resultat, hvis ikke:
a) Blokad.en havde forgiftet og svækket den tyske hærs moral og undermineret både den tyske og østrigske nations kampmod ;
b) Bulgariens nederlag havde blottet centralmagternes søndre flanke for fjendtlige angreb og berøvet dem Rumæniens olie og Korn, uden hvilket de ikke kunde fortsætte Krigen.

Hverken Østrig eller Tyskland vilde have givet op i 1918, hvis ikke Bulgarien var blevet så afgørende slået ud. Jeg har tidligere påvist, hvorledes dette fremhæves af autoriteter som Hindenburg, Ludendorff og von Kuhl.

Dette er nogle af grundene til, at jeg er kommet til den slutning, at sejren var inden for vor rækkevidde i 1916 eller senest i 1917, hvis de førende strateger havde påvist mere fantasi, mere sund sans og havde større enighed i kommandoen.

Lad da dette være min sidste betragtning over krigen. Hvis Tyskland havde været styret af Bismarck og Moltke i stedet for deres epigoner, som var ringere både til krig og politik end forbillederne, vilde resultatet af denne store styrkeprøve mellem demokratiet og det militære autokrati sikkert været blevet anderledes, end tilfældet var. Tysklands fejlgreb skånede os for straffen for vore egne dumheder. Men lad alle dem, der endnu tror på, at krigen er rettens tjener, lægge sig på sinde, at resultatet af en krig ikke i nær så høj grad afhænger af den retfærdige sag, man kæmper for, som af de stridende parters viden og evne til at udnytte, hvad de ved, på bedste måde. Det er historiens lære, og denne krig har yderligere understreget sandheden deraf.