Døden i luften

ONSDAG.

Mistede endnu en i dag, Tod. Havde kun været her en uge eller to. I messen er nerverne på højkant, uheld er altid deprimerende.


Chefen og Woolly vejer for og imod foran pejsen, en trist og spændt stemning. Har mistet for mange i den senere tid. Det gør en nervøs, særlig når man har været sammen så længe og kender hinanden så godt.


Var begyndt at tro, at Herren holdt sin hånd over os.


Hvilket billede! Tod var kun et barn, selvom man ikke skulle tro det, altid hæderlig og ordentlig. På en eller anden måde føler jeg, at det er min fejl, når de bliver ramt. Det burde have været mig, men det er formentlig blot nerverne.


Det er naturligvis rart at høre, hvilken god søn man har haft, men det er datidsformen, der rummer den virkelige sandhed, og intet ord og ingen forklaringer kan fjerne det lille ord. Denne krig er noget fandens svineri, og jeg er ikke ene om at mene den ting.


Heldigt for de store fyre, at de ikke giver os så meget tid til at tænke over tingene. Hvis de gjorde det, ville der hurtigt blive tæppefald og "Finish", og jeg tror det gælder for begge parter. Intet under, at de udskriger os som helte derhjemme for at få os til at tro det er det rene morskab at krydse Kanalen, og det ikke drejer sig om blodige mordtogter i patriotismens navn.


Fanden stå i det. Når jeg tænker på det, må jeg drikke for at holde mit blod på kogepunktet for at kunne gå ud og dræbe og le af mine sejre. En stor ting i disse frigørelses tider, hvor mennesket formodes at være dyrene overlegne. Jeg tror det ikke.


Jeg har omtrent glemt billedet i morges. Tror det er tørt nu, vil se at få en fin kopi. Da vi mistede een, og hunnerne een, må det være Tod i den S.E.'er øverst i billedet og hunneren i midten. De må have skudt på hinanden samtidig, da ingen af os andre blev ramt. Nogle af disse Rumpler fyre er ret gode, og har ikke brug for eskorte for at klare sig.