Brev til en sygeplejerske

Min kære Veninde!

Tak, fordi De skrev til mig om min, kære Dreng. Det varet hårdt Slag, men jeg forstår fuldt ud, hvilken Lykke det var for mig at modtage mere end, den korte Meddelelse, som jeg en Uge senere fik tilsendt fra Krigsdepartementet.

Deres Brev, har været min eneste Trøst i disse forfærdelige Dage. Jeg forstår så godt Deres Kærlighed til Charles. Alle hans Venner er fortvivlede over hans Død. Jeg kan stadig ikke fatte, at jeg aldrig skal se ham mere.

Han var det eneste, jeg ejede og havde. Min Mand døde, da Charles var 14 År gammel, og lige fra den Dag har han haft Arbejde, så han har kunnet hjælpe mig. Hans Arbejdsgivere holdt Stillingen åben til ham.

Han var forlovet med en sød ung Pige, og de havde allerede planlagt Brylluppet. Vi prøver at trøste hinanden, men det eneste, vi kan finde på at sige, er, hvor tapper han var, og at takke Gud, fordi han havde et så godt og kærligt Menneske til at være hos sig til det sidste.

Jeg har læst Deres Brev Om og om igen. Det er det eneste, jeg nu har tilbage om ham. Jeg viste det til Mr. Petrie, Redaktøren af vort største Blad her, og han bad om Tilladelse til at offentliggøre det. Jeg vedlægger Udklippet. Det stod midt på Forsiden, og jeg følte mig så glad og stolt over alle de smukke Ting, De sagde om min Dreng. De aner ikke, hvad det har betydet for mig at få at vide, at hans sidste Ord var: »Mor« ...

Måske De engang selv får en Søn. Og så vil De forstå, hvad det er at være Moder. Jeg kan kun bede til Gud om, at der aldrig nogensinde mere vil komme en Krig, så forfærdelig som denne.

Jeg er så fortvivlet, at jeg ikke kan skrive mere. Tak og atter Tak, min kære Veninde. Må Gud velsigne og bevare Dem.

Deres evigt taknemmelige
Emma B. Whiting