Parisiske kvinder og prostitution

Butikkerne var nu lukkede. Store Etablissementer som Galeries Lafayette havde sendt deres Hære af unge Piger hjem, og selv mange af Fabrikkerne i de ydre Forstæder, som f. Eks. Charenton og La Villette, havde suspenderet Arbejdet, fordi deres Mekanikere og Elektrikere og de mandlige Arbejdere var blevet mobiliseret lige, i Krigens Begyndelse. Paris' Kvinder var nedsunken i den sørgeligste Fattigdom, og Tusinder af dem henvist til Lediggang, der gør Fattigdommen endnu frygteligere. Selv nu kan jeg vanskeligt forstå, hvorledes mange af disse K vinder levede i de første Krigsmåneder. Der var mange Kvinder, hvis Hjems Vedligeholdelse havde været så ganske og aldeles afhængige af Mænd, der nu tjente en Sou om Dagen som franske Soldater med Æren som pourboire. Så mange gamle Mødre var blevet under-holdt af opofrende Sønner, der havde nægtet sig Ægteskab, Børn og de små Luksusartikler. der giver Livet Fest, for at de kunde ernære den Kvinde, hvem de skyldte Livet. Størstedelen af Paris Befolkning lever altid misligt på en begrænset Indtægts smalle Kant, spinker og sparer, en Sou her og en Sou der for at bringe Balance i Ugens Indtægt og for at få lidt af den joie de vivre, der for enhver Pariser er en væsentlig Nødvendighed. Nu var ved Krigserklæringen enhver Sparen blevet umulig. Der var ikke længer nogen Løn, hvoraf man kunde tillade sig et Ekstramåltid, eller hvoraf man kunde spare sammen til en Biografteaterbillet. Mødre og Hustruer og Kærester var blevet overladt til den nationale Godgørenhed og ak! til dens Kulde!

Den franske Regering havde lovet at give de Hustruer, der var afhængige af Mænd, der nu var Soldater, en Godtgørelse på 1 Franc 25 Centimer pr. Dag. Måske er det muligt at leve i Paris" for en Shilling om Dagen, skønt det, ved Gud, vilde være mig modbydeligt. Bestyret med Økonomi kunde de måske frelse en Kvinde fra at dø en hurtig Død af Sult og kunde holde hende mager for et Stykke Tid. Men selv denne Hjælp var det vanskeligt at få. Franske Embedsmænd er overordentlig nøjeseende med Enkeltheder i deres arbejde, og det tager dem lang Tid at organisere et System, og der et Mesterværk af betryggende Sikkerhedsforanstaltlill1ger, Regler og Undtagelser. Således var det i Krigens første Uger, og det var et ynkeligt Syn at se de lange Skarer af Kvinder, der stod tålmodigt og ventede uden for les mairies Time efter Time og undertiden Dag efter Dag for at få den 1 Franc og fem og tyve, der kunde skaffe deres Børn brød. Dog slog disse Kvinders Tålmodighed aldrig Klik, og med en Resignation, som der var noget guddommeligt over, undskyldte den det uendelige Smøleri, de officielle Overvejelser og de uendelige Ærgrelser, de måtte finde sig i, med den Sætning, der har undskyldt alt i Frankrig: "C'est la Gurre!" Fordi der var Krig, hævede de ikke deres Røst i skinger Protest, truede ikke med deres magre Arme uforstyrlige Mænd, der med irriterende Gentagelse sagde: "Attendez, s'il vous plait," og slog ikke Ruderne ind i Regeringskontorer, hvor der udfærdigedes forvirrende Reglementer med milelange Omsvøb.

"C'est la guerre" og Paris Kvinder, der tænkte på deres Mænd ved Fronten, gav sig hen i Lidelsen og Var ligefrem glade for de Sultens Kvaler, de led, så at de kunde dele deres Soldaters Genvordigheder.

Heldigvis organiserede et Antal ædle Mænd og kvinder, der mere repræsenterede Staten end det Ministerium, der var ved Magten, fordi de havde en lang Løbebane I Statens Tjeneste bag sig og forenede alle Faser i Frankrigs intellektuelle og religiøse Liv, et privat Velgørenhedssystem til supplere Regeringens Almisser, og under Titel af Secours Nationale lindrede de de fattiges Nød med en hurtig og ædel Godgørenhed, i hvilken der var mere Menneskekærlighed end Statens Kræmmer-Retfærdighed. Det var Secours Nationale, der i disse første Dage frelste Paris fra noget af Krigens værste Elendighed og mildnede nogle af de uundgåelige Grusomheder, den tilføjede Kvinder og Børn. Deres Organisation af ouvroirs eller Værksteder for arbejdsløse Piger, hvor de fik en Franc om Dagen (ikke meget for en lang Dags Arbejde, men bedre end slet intet) frelste mange Midinetter fra at dø af Sult.

Det var hårde Tider for de Pigebørn, der ikke uddannet til at udføre Håndarbejde eller vant til det daglige Livs Slideri, skønt de slider hårdt nok i deres egen profession. For Montmartres Danserinder, for Varieteernes syngepiger og for Gadens Piger var Paris med Tyskerne foran portene en trist og øde By, så kold, når de gik med søgende Blikke gennem de forladte Gader, så grusom mod de Kvinder, mod hvem den havde været meget overbærende i Glædens Dage. Nu var de unødvendige i Tingenes Plan. Deres Varer - trippende Fødder, rytmiske Lemmer, skinger latter og skælmske øjne, sminkede Læber og malede Øjne, syngende Stemmer og Kælenskab - havde ikke længer nogen Værdi, fordi Krigen havde ført de Mænd bort, der køber den Slags, og Markedet var lukket. Disse Livets Fornødenheder var lige så lidt til at sælge som uægte Diamanter, pailletter, kunstige Blomster, Flitterstadset i moderne Udstillingsloka ler, Juvelerens Smykker i Rue de la Paix og de efterlavede Antikviteter i Rue Mazarin. Man havde Brug for vældige mængder af unge Mænd, Granater, Hø, Lærred til Forbindinger, Morfinsprøjter, Bårer og Benskinner, men ikke for I letsindige Pigebørn med billig Parfume i Håret eller lampelysets Elverpiger med alle de sidste Tangotrin. Livets Dansemusik var blevet forandret til en Begravelsesmarch, og Tangoens lokkende Rytmer var blevet efterfulgt af den støtte Trampen af Fødder i samme Takt på Frankrigs slagmarker. Dyden kunde have hilst dette som en Sejr. Når løftede sine kyske øjne, kunde hun have opsendt en takkebøn over, at Paris var blevet renset for alle sine Laster, I Krigen havde lutret et Folk for dets kødelige Svagheder, og at Nationens unge Mænd var blevet løftet og gjort strenge. Ja, det var sandt. Krigen havde grebet Mænds Legemer og Sjæle og under dens Bloddisciplin og Lidelser blev Mænds perverse Fantasier, Kødets forlokkende Magt og Hjertets utroskab lagt i Lænker og gjort myg.

Og dog kunde en kristen Sjæl føle Medlidenhed med disse stakkels Sommerfugle, der var blevet knust under Krigens hjul, Jeg havde Medlidenhed med dem, uden at skamme mig over denne Følelse, da jeg så nogle af dem flagre gennem Paris' Gader hin Septemberaften. da Byen var meget rolig og ventede Erobring, og senere i Krigens lange triste Uger. De havde et forskræmt Blik lige som kønne Dyr, fanget i en Fælde. De havde hungrige øjne, fyldt med en uendelig længsel. Deres Ansigter var blege, for Sminke var dyr, når man skulde skaffe sig Føde uden Indtægter, og deres læber havde mistet deres karmoisin Farve. Uden for Taverne Royale var der to, der tiltalte mig en Dag - jeg sad og nedkradsede en Artikel, for at Censor kunde få noget at slette ud. Der var ingen Kælenskab over dem, de brugte ingen af de kneb, der hører deres Forretning til. De talte meget roligt og alvorligt.

”Er De Englænder?"
”Ja.”
”Men ikke Soldat?”
”Nej, det kan De jo se på mine Klæder.”
”E r De kommen til Paris for at more Dem? Det er mærkeligt, for nu er her ikke noget af den Slags.”
”non, c'est vrai. Il n'y a riet à faire dans ce genre.”

Jeg spurgte dem, hvordan de levede i Krigstid.

En af Pigebørnene - hun havde et kønt, fint Ansigt og en alvorlig Måde at tale på - smilede med et Suk, der syntes at komme fra hendes små højhælede Støvler.

"Det er vanskeligt at leve. Jeg var Syngepige på Montmartre. Min Kæreste er i Krigen. Der er ingen tilbage. Det er det samme med os alle. Om kort Tid dør vi alle sammen af Sult. Mais, pourquoi pas? En Syngepiges Død betyder intet for Frankrig, og vil ikke ødelægge Glæden over dets Sejr!"

Hun løftede et Glas Amer picon og sagde hviskende "Vive la Francel" og idet hun berørte Glasset med Læberne: "Vive l' Angleterrel"

Det andet Pigebarn lænede sig henimod mig og spurgte med en høflig, alvorlig Tone:

"Vilde Herren ikke sætte Pris på lidt Kærlighed?"

Jeg rystede på Hovedet.

“ca ne marche pas. Je suis un homme serieux.”
"Det er meget billigt i disse Tider. Ca ne coute pas cher, en temps de guerre."