Tyskland og Polens fremtid

Et af de første politiske Spørgsmål, som jeg blev stillet overfor kort efter, at jeg havde overtaget den øverste Hærledelse, gjaldt Polens Fremtid. I Betragtning af dette Spørgsmåls store Betydning under og efter Krigen, mener jeg at måtte komme ind på hvorledes Behandlingen af det forløb.


Jeg har aldrig tidligere følt nogen personlig Uvilje mod det polske Folk; men på den anden Side vilde det have skortet mig på ethvert patriotisk Instinkt og ethvert Kendskab til den historiske Udvikling, om jeg ikke havde indset den Fare, der for mit Fædreland lå i en Genoprettelse af Polen. Jeg nærede ikke den fjerneste Tvivl om, at vi aldrig nogen Sinde fra Polens Side kunde vente blot det mindste Spor af Tak for, at vi med Sværd og Blod befriede det fra den russiske Knut, lige så lidt som vi nogen Sinde har fået nogen Anerkendelse for at have hævet den polske Del af vor preussiske Befolkning økonomisk og kulturelt. Aldrig vilde altså Taknemlighedsgæld - for så vidt sligt overhovedet anerkendes i Politik - have afholdt det nys oprettede, frie Polen fra at skabe et Irredenta i vore tilgrænsende Landsdele.


Fra hvilken Side man end søgte at løse det polske Problem, måtte Preussen-Tyskland altid blive den Part, der politisk set kom til at betale Gildet. Østrig- Ungarn syntes derimod for sit Vedkommende ikke at frygte nogen politisk Fare ved Oprettelsen af et frit, forenet Polen. Indflydelsesrige Kredse såvel i Wien som i Budapest anså det ydermere for muligt at knytte det katolske Polen varigt til Dobbeltmonarkiet. På Grund af Polakkernes principielt tyskfjendtlige Holdning rummede denne østrigske Politik en stor Fare for os. Man kom ikke udenom, at Stabiliteten i vort Forbund derved i Fremtiden vilde blive udsat for et i Længden uudholdeligt Tryk. Den øverste Hærledelse turde, når den skulde tænke på vor fremtidige Situation på Østgrænsen, under ingen Omstændighed tabe dette politiske Synspunkt af Sigte.


Af alle disse politiske og militære Overvejelser måtte der efter min Mening for Tysklands Vedkommende drages den Lære, at man skulde røre så lidt som muligt ved det polske Spørgsmål eller i det mindste, som man udtrykker sig i slige Tilfælde, behandle det dilatorisk. Men dette var desværre ikke sket fra tysk Side. Grundene til, at vi ophørte med at vise den nødvendige Forsigtighed, kender jeg ikke. Mellem den tyske og den østrig-ungarske Rigsledelse var der nemlig midt i August 1916 i Wien blevet truffet en Overenskomst, hvorefter der snarest muligt skulde foregå en offentlig Proklamering af et selvstændigt Kongerige Polen som arveligt Monarki og med konstitutionel Forfatning. Denne Afgørelse havde man forsøgt at få til at glide bedre hos os Tyskere derved, at de to Kontrahenter havde forpligtet sig til ikke at lade nogen Del af deres tidligere polske Landsdele tilfalde den nye polske Stat, og at Tyskland fik Tilsagn om den øverste Ledelse af den samlede polske Fremtidshær. Begge disse Indrømmelser anså jeg for Utopier.


Ved denne offentlige Proklamation vilde de polske Forhold i Området bag vor Østfront blive fuldstændigt ændrede. Min Forgænger havde derfor med Rette rejst Indsigelse mod denne Proklarnation, Hans Majestæt Kejseren traf sin Afgørelse til Fordel for General von Falkenhayn. Nu var det imidlertid klart for enhver, der kendte Forholdene i Donaumonarkiet, at den i Wien en Gang trufne Overenskomst ikke vedvarende vilde blive holdt hemmelig. Den kunde vel holdes officielt tilbage endnu en kort Tid, men ikke mere skaffes ud af Verden. Faktisk var den almindelig kendt allerede i Slutningen af August, så at jeg ved Overtagelsen af den øverste Hærledelse stod overfor en fuldbyrdet Kendsgerning.


Kort Tid efter krævede Generalgouvernøren i Warschau - der ikke var mig tjenstligt underlagt - som noget, der ikke længere kunde udskydes, at vor Rigsledeise skulde proklamere det polske Kongerige. Han stillede os Valget imellem Vanskeligheder i Landet og den sikre Udsigt til en Forstærkning af vore Stridskræfter med polske Tropper, der i Foråret 1917 ved frivillig Indtræden vilde beløbe sig til 5 uddannede Divisioner og ved Indførelse af den almindelige Værnepligt til en Million Mand. Hvor lidet fordelagtig en Opfattelse, jeg end mente 'at have fået i 1914-15 angående en Deltagelse fra den polske Befolknings Side i Krigen mod Rusland, så måtte Generalgouvernøren jo dog vide bedre Besked, Han kendte Udviklingen i det erobrede Lands indre, politiske Forhold siden 1915. og vat af den Overbevisning, at Gejstligheden vilde støtte os virksomt ved Hvervning til Krigen.


Hvorledes skulde jeg da, - under Hensyn til vor Krigssituation, have kunnet forsvare at afvise denne som så sikker betegnede Hjælp? Men bestemte jeg mig til at modtage denne Hjælp, måtte der ingen Tid gå tabt, for at vi ved Begyndelsen af Kampene næste Forår kunde sætte virkelig uddannede Tropper ind i forreste Linje, Et sejrrigt Tyskland måtte så se efter Freden at affinde sig med det polske Spørgsmål, der nu en Gang var rejst. Så stødte. vi til min Overraskelse på Modstand hos, Rigsledeisen. Den mente på den Tid at have fundet Tråde, der kunde føre til en Særfred med Rusland, og anså det for betænkeligt i Czarens øjne at kompromittere de indledende Skridt ved at proklamere et uafhængigt Polen. De politiske og militære Hensyn kom altså i Modstrid med hinanden,


Resultatet af hele Affæren blev sluttelig den, at Håbet om en Særfred med Rusland strandede, at Manifestet alligevel blev offentliggjort i de første Dage af November, og at de derefter påbegyndte Hvervninger af polske frivillige viste sig ganske resultatløse. Opfordringen til at lade sig hverve fandt ikke blot ingen Understøttelse hos den katolske Gejstlighed, men mødte åbenlys Modstand.


Straks efter Manifestets Offentliggørelse viste Modstriden sig mellem Østrigs og Tysklands Interesser i det polske Problem. Vore Forbundsfæller tilstræbte mere og mere åbenlyst en Forening af Kongres-Polen med Galizien under deres beherskende Indflydelse. Overfor disse Bestræbelser mente jeg - for så vidt vor Rigsledelse overhovedet ikke kunde bringe dem til at strande - i det mindste at måtte træde i Skranken for en tilsvarende Forbedring af vor østgrænse efter rent militære Synspunkter.


Egentlig kunde jo kun Resultatet af Krigen bringe Afgørelse af alle disse Spørgsmål. Jeg beklagede derfor levende, at de, under Krigen lagde så overordentlig stærkt beslag på vor Tid. I øvrigt må jeg betone, at de Rivninger med vor Forbundsfælle, der opstod på Politikkens Område, aldrig øvede nogen som helst Indflydelse på vore gensidige militære Forhold.