Skyttegravskampe med russerne

Ja, kære broder, vi har i år oplevet en sørgelig jul og nytår. Juleaften var jeg på feltvagt. Juledagsnat også. Vi lå under åben himmel. Det var lidt koldt; thi det er lange nætter, og søvn giver det jo ikke meget af. Vi havde også et par gange nogen skydning på patrouiller, for vi lå kun 4- 500 meter fra hverandre, og man skal passe godt på, at man ikke bliver overfalden.

Nytårsaften fik vi ordre til at gå frem og indtage en by foran os. Vi havde fået forstærkning af to regimenter. Forstærkningen fik ordre til at gå foran. Russerne lå i en meget stærkt befæstet stilling med pigtrådshegn foran. Det er meget slemt at komme igennem. Da vi kom nær til byen, fik vi os i en fart nedgravet. Hvem der ingen spader havde, gravede med hænderne. I løbet af minutter havde vi allerede lidt dækning mod geværild, men da havde vi også sårede, og lige bagved mig lå der 8 døde gamle landeværnsmænd døde på ikke større plet end din gårdsplads og mange flere sårede rundt omkrig. Da vi så havde ligget lidt, fik vi ordre til at gå frem og ind i byen, det var et skrækkeligt syn, som frembød sig der. Ikke et hus, uden at det var ramt af en af vore granater. Og mange sårede russere lå rundt omkring. Vi løb så op ad gaden op til kirken, hvor vi fik bajonetten på geværet. Nu skulde det gå rigtig løs.

Med vor 3. deling foran stormede vi ud. Imidlertidig var vi kommen for langt frem. Vort 9. kompagni var i de russiske skyttegrave i håndgemæng; men der var for mange russere, så vi måtte op til kirken igen, vi tog nogle russere med, men desværre tog russerne også en deling af 9. kompagni til fange og ca. 20 mand af 12. kompagni, deriblandt en del fra Als og Sundeved.

Du skriver, om vi somme tider kommer af tøjet. Det har vi ikke været siden den 14. august, så vi har svært ved at holde os nogenlunde fri for de små grå.

Nu vil jeg slutte denne gang med mange kærlige hilsner.