Wilhelm II og Kejserinderne

Hvis en Hustru og Moder nogensinde burde have forsvaret en anden Hustru og Moder, så var det her. Hvad gjorde Augusta Victoria? Hun sendte sine »dybeste Beklagelser« og lovede at komme til Friedrichskron, så snart Sørgekjolen var færdig. - Imidlertid havde Wilhelm midlertidig erklæret Ejendomsretten i mit Slot for ophævet, ganske som den feudale Lehnsherre fordum konfiskerede sine Livegnes personlige Ejendom - og det før Faderens Lig endnu var bleven koldt. - Wilhelm havde ingen middelalderlige Fordomme i den Henseende. - Ikke blot den afdøde Kejsers Efterladenskaber, men hans Gemalindes og Døtres Skrivebordsskuffer, Smykkeskrin, Soveværelser og Boudoirer blev undersøgte fra Ende til anden, forinden Ejerne fik Adgang dertil igen. -

Midt under al dette Halløj kom så den ny Kejserinde anstigende. - Kejserinde Friedrich kunde ikke få sig til at høre i Ro på Augusta Victorias »Deklamationer«, men sagde kort og godt: »Send Brockdorff bort!« Da hun var vel ude af Værelset, nedlod den stolte Enke-kejserinde sig ikke blot til at bede, men at trygle og bønfalde sin Efterfølgerske om at standse Wilhelm i hans rasende Fremfærd: »Ved alt, hvad der er Dig helligt og dyrebart (jeg anfører hendes egne Ord), stands dette Menneske og lad ham ikke vanhellige mit Hjem og sin Faders Minde. - Jeg har forgæves appelleret til hans sønlige Kærlighed, til hans Sømmelighedssans og egen Værdighed. - Nu er Turen til Dig. - Og hvis ikke Du ønsker en Gang i Tiden at blive behandlet af Dine Sønner, som jeg af min i disse sidste to Timer, så hold ham tilbage; lad mig dog i Himlens Navn være Herre inden mine egne fire Vægge, og jeg skal så vist aldrig glemme Dig det.« - Augusta Victoria gik nu ind i Biblioteket, men kom ud igen efter få Minutters Forløb, ophidset, skælvende og ildrød i Ansigtet. - »Jeg kan ikke udrette noget,« fremstammede hun; »Willie holder på sin Ret som Kejser i dette Stykke, og jeg kan ikke blande mig i hans offentlige og officielle Anliggender. « -Så vær så venlig og gå tilbage til Dit Marmorpalæ og leg med Børnene,« udbrød Enkekejserinden i største Forbitrelse. -

Hermed var Fjendtlighederne åbnede. - Under den almindelige Forvirring ved den ny Kejserindes Ankomst havde Wilhelm benyttet Lejligheden til at underrette sin Moders Hofembedsmænd om, at nu var han Herre, og at de ingen andre Ordre havde at adlyde end hans. Enkekejserindens Svar herpå var følgende: » Enhver, som vægrer sig ved at udføre mine Ordrer i alle Måder, vil øjeblikkelig få sin Afsked uden Pension.« -

Victoria havde overgivet sin Hofmarskal en Fortegnelse over de Personer, som måtte få Adgang for at se endnu et Glimt af hendes afdøde Ægtefælle. - Da Wilhelm så den, rev han den midt over og befalede Skildvagterne at indlade alle de højere Officerer, som kom for at aflægge Visit. - Sjældent har vel den Slags Scener fundet Sted så at sige i Dødens Nærværelse! Den ny Herres »Rekrut« Tenor- overdøvende sin sørgende Moders lidenskabelige Klager over Sønnens hensynsløse og fornærmelige Behandling. - Bønner og Formaninger på den ene Side - Ligegyldighed og foragtelige Hentydninger til status quo på den anden. –

Krigen var altså standende mellem de regerende Hohenzollere og den stolte Welfermoder, der var berøvet sin Magt. - Så længe Kejserinde Augusta levede, holdt man dog Skinnet vedlige og lod, som om man holdt »fortrolig Omgang«; men efter hendes Død blev Fjendskabet åbenbart og fik politisk Betydning. - De tyske Statsmænd satte Kurs og gjorde deres Bestik herefter, og de engelske fulgte trolig Eksemplet. -

De to Kejserinder havde endnu en betydningsfuld Sammenkomst i Efteråret samme År, da Sagen om Enkekejserindens Forjagelse fra Schloss Friedrichskron stod på. - Kejserrnoderen havde to Grunde til at vægre sig mod at overgive Besiddelsen af Slottet til sin Søn. -For det første ønskede hun, naturligt nok, selv at blive boende under det Tag, hvor hun havde henlevet sine lykkeligste Dage, og for det andet frygtede hun, næppe uden Grund, at Wilhelm vilde ruinere sig, hvis han opslog sin Bolig i dette uhyre og pragtfulde Bygnings-kompleks, hvor -Fristelser til at holde Hof i stor Stil var omvendt proportional med Kejserens Indtægter».

»Augustenburgeren« kunde imidlertid aldeles ikke se Sagen i det Lys. - Hun var mindst lige så ivrig efter »at starte a la Versailles« som sin Herr Gemal.- Efter tre Måneders bitter Modstand (og Enkestand) måtte Enkekejserinden vige Friedrichskron. - Hun græd bitterlig, da hun foretog den sidste Runde gennem Parkerne og Salene for at tage Afsked med alt og alle. - Ved sin Afsked bemærkede hun til General von Lindequist: »Her har jeg både levet mine lykkeligste og frygteligste Øjeblikke.« - Til Hoffolk og Tjenerskab, som hun trykkede i Hånden, høj og lav, sagde hun: »Hvis De nogensinde ønsker at gense og hilse på Deres gamle Frue, så må De søge mig i Berlin, hvor De skal være hjertelig velkommen. - Men jeg vilde før blive lam, før jeg 'nogensinde tiere sætter min Fod over denne Dørtærskel.« - Og en Kvinde af Hendes Majestæts Karakter holder Ord! - Alle modtagne Besøg, al senere Omgang mellem Majestæterne har fundet Sted på neutral Grund. - Enkekejserinden modtog sin Søn og Svigerdatter på Bornstättergodsets Hovedgård (en Milsvej fra Ncucs Palais), og næate Dag begav Kejserparret sig tilbage til Marmorpalæet for at give Hendes Majestæt Lejlighed til at .returnere Visiten. - Kejserinde Friedrich kom iøvrigt kun sjælden til Berlin; hun havde som Regel kun et høfligt Afslag til alle officielle og private Festligheder ved Sønnens Hof. - Selv da hun boede på Unter den Linden ved Juletider, renoncerede hun på Fornøjelsen af at se Børnene. - Såret har været for dybt til, at der kunde blive Tale om virkelig Glemsel og Tilgivelse.

Scenerne ved Friedrichs Dødsleje efterfulgtes desuden af en ny Krænkelse, direkte rettet mod hendes Mands Minde. -

I Maj 1889 tog den unge Kejser og hans Hustru Friedrichskron i Besiddelse; få Uger efter blev Navnet, som Friedrich III havde givet Slottet, forandret ved kongelig Forordning, og det gamle meningsløse: Neues Palais optaget påny. - Jeg erindrer endnu ganske klart de nærmere Omstændigheder hermed. - En skønne Dag mødte Hofmarskalatets Funktionærer op og meddelte Hoffets Herrer og Damer, at de havde at udlevere alt Papir med Mærket: Friedrichskron. - Det blev omhyggelig »autodaferet« , og en hel Uge var vi uden Skrivematerialer. - Endogså Hendes Majestæt måtte sende Bud efter Skrivepapir, da hun ikke vilde benytte det officielle Propatria. -

Heller ikke har Kejserens Behandling af Broderen og Søsteren været egnet til at stemme Kejserinde Friedrich synderlig blidt. - Det var oprindelig Bestemmelsen, at Prins Heinrich skulde have haft Villa Carlotte i Sans Souci-Parken (tilhører Kronen) til Sommerresidens; i Stedet gav Kejseren Ejendommen med de smukke Haveanlæg til Herr von Lyncker. - Derefter jog han Meiningerne ud af Thiergarten-Villa, - som Kejser Friedrich havde lejet til sin Datter og Svigersøn med udtrykkeligt Pålæg til den kongelige Husminister Om at betale den årlige Lejeafgift, så længe Meiningerne ønskede at blive boende der. - Men ikke så såre fik Wilhelm Nys om dette Arrangement, før han vægrede sig ved at godkende det: »Skulde jeg betale Husleje for Meiningerne? Ikke en Dag eller Time!« Hvorefter Værten fik Meddelelse om, at når Lejemålet udløb om tre Måneder, vilde han ikke modtage flere Penge fra den kongelige Civilliste. - Meiningerne har siden da ikke taget Bolig i Berlin. -

Kejserinde Friedrichs sidste Controvers med Svigerdatteren daterer sig fra Sommeren 1891, da Augusta Victoria besluttede at rejse til Badestedet Felixstowe på Englands Østkyst sammen med Børnene og et Følge på 50 Personer. - For at skaffe Mønt til Hjælp til Udgif-terne, gav hun så Hofmarskal von Eulenburg Pålæg om, ikke at uddele de sædvanlige Rationer Smør til Tjenerskabet til første Frokost og Aftensmad - til 2den Frokost giver den kejserlige menage aldrig Smør. - Nu vilde Skæbnen, at de af Personalet, som tidligere havde tjent ved Kejserinde Friedrichs Hof og nu var gået over til Wilhelm II's, var de, første til at gøre Indsigelse over dette utidige Kniberi. - Følgelig fortalte Enkekejserindens Fjender, at »det var 'den brittiske' , der satte det i dem.« -

Da Historien kom hende for Øre, sagde Enkekejserinden til Grevinde Wilhelm Hohenau: »Jeg kender ikke nøjere Besked om disse smålige Kævlerier. - Men jeg finder, hvis det virkelig er sandt, at det er en slem Skandale, denne »Nødhjælp«. - At berøve Tjenerne deres Smør minder mig om Historien om en fattig Kone, der solgte sin afdøde Mands forlorne Tænder.« -

Denne ligefremme Udtalelse, der blev rapporteret med Lynets Hast til Augusta Victoria, på hvem den også direkte var møntet, bragte hende forståelig nok til at koge over af Ærgrelse, - og vakte billigvis ønske om at gøre Gengæld ved Tid og Lejlighed. - Og jeg kommer - herved til det centrale i og den dybeste Grund til Uvenskabet mellem Moder og Søn, mellem Svigermoder og Svigerdatter. -

Den 10. April 1888 (Månedsdagen for de 99 Dages Regimente) tog Kejserinde Victoria - Benævnelsen Kejserinde Friedrich daterer sig fra Tiden efter Sønnens Tronbestigelse - fra Charlottenburg ind til Berliner Schloss, hvor hun havde anmodet Bismarck om at give Møde. - Ved denne Lejlighed underrettede hun Kansleren om, at Kejser Friedrich havde bestemt (for det Tilfælde skulde indtræffe, at Sygdommen, hvoraf han led, fik Døden til Følge), ikke at overlade sin efterlevende Enke til Sønnens Vilkårlighed: »Da min Mand ikke gør sig nogen Illusioner med Hensyn til Wilhelms Chevalereskhed og Retfærdighedsfølelse, har Kejseren truffet Bestemmelse om, at 75 pCt. af min Arvelod tilligemed mine ugifte Døtres Medgift og Andel i vor Formue skal udbetales af Civillisten nu straks, og Resten holdes til Disposition og rede til Udbetaling, så snart min Mand er død, og inden hans Efterfølger overtager Forvaltningen af Pengemidler og Effekter.« - Bismarck var ved at tabe både Næse og Mund. - Hendes Majestæt vedblev: »Her har De Kejserens forseglede, signerede og kontrasignerede Ordrer. - Og, « tilføjede hun, »Hans Majestæt pålægger både Dem selv, Ekscellence, og alle, som måtte komme til Kundskab om denne Bestemmelse, at overholde fuldstændig Tavshed herom. Jeg har Deres Ord herpå, Fyrste?« - »Som Deres Majestæt befaler!«

Wilhelm fik da heller intet som helst at vide om dette Arrangement før om Morgenen den 15. Juni. -

De, som har haft Lejlighed til at følge Begivenhederne, der gik forud for Bismarcks Afskedigelse, vil erindre, at før han gav efter for Kejserens Ønske om at indgive sin Demissionsbegæring, henvendte Kansleren sig til

Kejserinde Friedrich for at bede hende om at intervenere til hans Fordel. - Ved dette betydningsfulde og mindeværdige Besøg erindrede den gamle Fyrste Kejserinden om den Tjeneste, han havde gjort hende for 2 År siden. -

Men Kejserinden rystede blot på Hovedet og sagde: »Bed mig ikke derom. - Det er just det, som altid vil stå mellem min Søn og mig. «