En fransk Flyvers Eventyr

Vi var bleven sendt ud på Rekognoscering til X., og efter at have fløjet i halvanden Time var vi på Hjemvejen, ganske forkomne af Kulde, da vi langt borte fik øje på en fjendtlig Flyver. Al Tanke "om Kulden var glemt, og der begyndte en rasende Kamp. Den ene af de to Flyvere var dødsdømt. Gud være lovet, at det blev Fjenden, der' styrtede til Jorden, hvorimod jeg kan skrive disse Linier fuld af Glæde, skønt en Smule trist over dette Blodbad,

Denne Jagt er vidunderlig! Det er overmenneskeligt med disse to Kæmpefugle i Luften, alene mellem Skyerne med den Forvisning, at den ene eller den anden må uigenkaldeligt gå til Grunde.

Uden at have foretaget mig noget er jeg i Dag så stiv i alle Lemmer, som om jeg havde fløjet 100 Kilometer. Mim Glæde forøges ved den Hyldest, jeg kan bringe min kære gamle Fader, med det Kors, som vil komme til at funkle på mit Bryst. Jeg er nemlig bleven indstillet til Æreslegionen. Jeg har haft Valget mellem Forfremmelse og Korset.

Jeg har ikke kunnet sove i Nat. Jeg ser for mig disse stakkels Fjender, som deres Venner ventede på, og jeg føler den Uro, som griber os, når en af vore Flyvemaskiner svæver over de fjendtlige Linier og lader vente, på sig.

Jeg har tænkt på deres Familie, deres Moder, deres. Søster, og måske de har en Hustru? I.

Det var en Løjtnant, som styrede Maskinen, og en Kaptajn, der holdt Udkig. Vi mødtes på en Højde af omtrent 2700 Meter. Jeg havde kastet Kikkert, Handsker og forskellige Metalgenstande over Bord.

Jeg havde affyret fire Kug1er mod Fjenden. De tre ramte. En traf Kaptajnen lige i Hjertet. En anden, knuste Løjtnantens Arm. Den tredje ramte ham i Halsen.

Den fjendtlige Flyver søgte nu at redde sig ved at gå ned i Spiralflugt. Den tapre, sårede Løjtnant styrede med den ene Hånd, og selve Maskinen var ubeskadiget. Vi gik også ned og slog ned på ham som en Grib på sit Bytte. Tæt ved Jorden sprang jeg ud af Apparatet. Løjtnanten hævede Armen og overgav sig. Ja, De må gerne gøre Nar ad mig, men jeg sprang hen til det ganske unge Menneske, greb hans Hånd og trykkede den så varmt, jeg formåede. Han har forstået det, og jeg så i hans øjne, at han begreb, hvad der rørte sig i mit Hjerte. Men alt det er alt for omstændeligt at beskrive. De ved allerede Hovedsagen. Den kommanderende General har ladet os kalde til Hovedkvarteret og har hjertelig lykønsket både mine Kammerater og mig.

Jeg har ikke Tid til at skrive mere. Jeg er lidt træt, men har det ellers godt og er glad over Deres Glæde og over, at min kære Fader er tilfreds med mig. Jeg har tænkt på ham og alle mine andre Kære i det Øjeblik, da Kampen begyndte, og hvor der var Udsigt til, at jeg skulde gå til Grunde.