Max Bartel er tysk soldat, med kommunistiske sympatier, da han skriver digtet her fra fronten, om længslen efter fred.
Op fra stinkende Huler, hvor Hærene vakler
ud og Ind i et Mørke. der aldrig ender,
løfter vi vore Hjerter som flammende Fakler,
løfter vi som Faner de blødende Hænder.
Vi var Orme I Dyndet og Dødens Fanger;
nu skal Verden høre, hvad vi forlanger.
Fred! Lyksalige Hjemve, ser du Tegnet,
Solen gennemskærer den tykke Taage,
Blomstervej staar aaben i Pigtraadshegnet.
Længe laa vi roligt i Fængslets Kroge...
Lyt! Hvad hører I bag Kanonernes Torden?
Rejs jer, Brødre, fremad, saa brister Porten.
Eder, franske Brødre og Kammerater,
rækker vi Haanden over de hærgede Grænser
gennem den afsindige Storm af Granater.
Hvis I vil som vi, gaar vi ud og renser
Menneskehedens Mark med forenede Kræfter,
saa en helt ny Fremtid vokser derefter.