Julenat 1914 på Vestfronten

Dagene før Jul var særlig strenge for vore Soldater ved Fronten. Det knagfrøs, Himlen var mørk og tåget. Enkelte Snefnug dryssede ned og dækkede Jorden med el tyndt, hvidt Tæppe. Til de triste Omgivelser kom der yderligere en vis indre Angstfølelse, Rygtet gik, at Tyskerne vilde angribe os Juledag. I Stedet for at tænke på Våbenstilstand denne Helligdag måtte vi altså fordoble vor Agtpågivenhed. Den 22. og 23. December var Kanontordenen frygtelig. Den 24. tog den, lidt, af henimod Aften, Vore Kanoner skød kun med lange Mellemrum for at vise, at vore Artillerister var på Post.

Ved Landsbyen M .... var vore Løbegrave meget tæt ved Tyskernes. Mellem begge strakte der sig som en uhyre Kæde en lang Række Lig, der ventede på en Grav, som ingen havde kunnet grave til dem under den frygtelige og uafladelige Ild.

Omkring Klokken elleve Om Aftenen havde vore Soldater fået en Smule Ro i Sindet og kunde tænke på at fejre en beskeden Julefest. De havde alle fået små Gaver sendende, og Kaptajnen og Obersten havde bl.a. ladet uddele ekstra Portioner Rød- og Hvidvin til os. Vi var taknemmelige for disse små Opmærksomheder, glemte den øjeblikkelige Fare og snakkede sammen om vort Land, om de Fraværende og dem, der var gået bort. En ung Officer foreslog, at vi også skulde synge en Julesang for ligesom at være i nærmere Forbindelse med vor fjerne Slægt og Venner. Ideen blev fundet at være udmærket, og alle Soldaterne - både de Troende og de Ikke-Troende - forenede deres Stemmer for at hylde Frelseren og "Fredsfyrsten". Den ene af de gode gamle Julesalmer fulgte hurtig efter den anden, og disse Soldater har måske aldrig før sunget Salmerne med så stor Iver og Følelse. Næppe var vore Folk blevet færdige, med at synge, før vi hørte nye Stemmer og ny Korsang. Det var Tyskerne, der på den anden Side af Løbegravene havde hørt vor Sang og nu også vilde holde Jul. Deres Salmer klang tilbage fra Dalen som et fjernt Ekko af vore.

Vi Franskmænd hørte nu med bevægede Hjerter disse fremmede Sange, hvis Ordlyd de ikke forstod, men hvis dybe Betydning de gættede sig til. For et Øjeblik havde alle disse Mennesker glemt deres Fjendskab og alle deres Lidelser. Venner og Fjender mødtes i den samme religiøse Tilbedelse og i den samme Hyldest til den evige Kristus.

Da der var blevet stille, hørte vore Soldater - til deres store Forbavselse - at de blev tiltalt på et nogenlunde korrekt Fransk:

- Halløj, Franskmænd, kom frem af Jeres Løbegrave. Man slår ikke' hinanden ihjel på en Juleaften!

Vore Folk frygtede for, at det skulde være en Fælde; thi de er ofte bleven narret på lignende Måde. De svarede derfor Tyskerne:

- Kom I først frem, så skal vi nok være der!

Der gik nogle Sekunder. Så dukkede en tysk officer op uden Våben og gjorde forsigtig nogle Skridt fremad. Den franske Officer fulgte hans Eksempel, og snart efter stak Soldaterne i begge de fjendtlige Lejre Hovederne op over Løbegravene for at se, hvad der nu vilde ske.

Den tyske Officer henvendte sig direkte til vor og sagde til ham: "Vi kan ikke slå hinanden ihjel på en Juleaften. Vi bør derimod vise vore kært: Døde den sidste Ære og give dem en ordentlig Begravelse."

Vor Officer gik ind herpå uden at tøve, og nogle Minutter senere var Franskmænd og Tyskere bevæbnede med Hakke og Skovl travlt beskæftigede med at grave en lang Grav til deres Kammerater.

Det sørgelige Arbejde tog lang Tid. Solen stod allerede højt på Himlen, da de sidste Bønner blev bedt. Den franske Officer spurgte derefter den tyske, om han vilde have en Erindring om denne Julemorgen. "Meget gerne," svarede den anden. Derpå tog han med sin "Kodak" et Fotografi af franske og tyske Soldater som byttede Småting (Aviser, Cigarer osv.) med ,hverandre.

Så begyndte Kanonerne at tordne, og Soldaterne skyndte sig tilbage til Løbegravene.